I ’Tehran Blues’ synger musikerne deres længsel ud

Copyright: Quatre Films

På CPH:DOX vises instruktøren Javier Tolentinos billedskønne fortælling om Teheran og dets musikkultur. Filmen er stærkest, når den fortæller igennem dens stemningsfulde musik.

En mand stiger ind i en bil. Han bærer hat, og en blå og hvid-ternet skjorte dækker hans overkrop. Radioen finder efter et par forsøg den rigtige kanal, og musikken strømmer ud. Først synger han stille med, men gradvis overtager sangen ham, og han synger højt med og gestikulerer musikkens rytme med sin højre hånd. Bam ba ba bum bam babi ba ba bum bam synger han. Byen summer udenfor bilens vinduer

Manden i bilen er poeten og musikeren Erfan Shafei. Han viser os rundt i Irans hovedstad Teheran og dens rige musikkultur. Han åbner vores blik for et andet Teheran end det lukkede og religiøst fanatiske. Nej, her oplever vi en pulserende storby, hvor man samles omkring musik, går på cafe og går på indkøb. Hvor kvinderne bærer deres slør som pynt, der løst kærtegner deres ansigt i stedet for at dække dem til og skjule deres skønhed.

Hendes knugende a capella

Det betyder dog ikke, at den forsøger at tegne et forskønnet billede, for den lukker på ingen måde øjnene for de problemer, der eksisterer. Mest hjerteskærende og absurd skildret i mødet med den studerende på musikkonservatoriet, Golmehr Alami, der lever for at synge. Hun lider under, at det de seneste år har været forbudt ved lov for kvinder at synge i Iran.

Hendes knugende a capella høres sammen med billeder af havets bølger, og det fik mig til at tænke på, at det er lige så absurd at forbyde kvinders sang, som at forbyde bølgernes brusen.

Udover Golmehr møder vi også syv andre musikere. I et lokale fyldt af borde og stole filosoferer de på skift over, hvad de ser som musikkens sande væsen og præsenterer et nummer, de vil opføre. En gademusiker ser musik som den mest kraftfulde kunstart. ”Man kan ikke se et maleri i mørke, men musik kan man høre, selv igennem en væg” fortæller han. For en af de andre er musik ”kærlighedens sprog, der får følelser til at blomstre uanset værdier og overbevisning”.

Vi ser dem spille de første minutter af deres sang, og derefter klippes der til smukke og velkomponerede billeder fra Teheran. Musikken er der stadig, men fungerer nu som en prisme af se byen igennem.

Den blå tone

Fælles for musikken i filmen er dens blå tone. Der synges inderligt om længsel, ensomhed og kærlighed i et underskønt lyrisk sprog.

Filmen lider beklageligvis af at ville for meget. Den vil lave et portræt af Teheran, dets musikkultur og sideløbende fortælle en historie om filmens guide Erfan. Delene fungerer hver for sig, men som helhed bliver det lidt rodet og ufokuseret.

Men lad det ikke stoppe dig i at tage med Erfan rundt i Teheran. Nyd et befriende anderledes vue på Irans metropol og lad dig blive henført at byens dragende musik.

Filmen kan ses på Cphdox.dk indtil den 5. maj