Med en indtjening på den pæne side af en halv milliard dollars, var tegnefilmatiseringen om forretningsmanden Tony Stark i Robert Downey Jr. karismatiske skikkelse, en succes, der som skrevet står i Hollywoods hellige (regnskabs)bøger skæbnebestemt til at blive efterfulgt af en 2´er.

Som det siges i USA, så må man give djævlen lidt respekt, og i skuespiller/instruktør Jon Favreaus tilfælde forstår han sig virkelig på tegneseriegenren, som kun en teenager vokset op med de kulørte magasiner som daglig underholdning kan.

I den første film formåede han ganske vellykket at fortælle den ret simple oprindelseshistorie om hvordan den egoistiske playboy Tony Stark blev til den rød og gyldenklædte ridder; Iron Man. Succesen skyldtes til dels Favreaus flair for forløsende humør, der veksler mellem det platte og mere raffinerede og så skuespillet af Robert Downey Jr. i den altoverskyggende hovedrolle, som jernmanden med det skrøbelige hjerte.

I den nye film tages tilskueren fra start lidt for pædagogisk i hånden med et kort resume af den forrige films slutning, alt i mens at vi ser en mand dø med sin søn Ivan ved sin side. Denne er ingen ringere end Mickey Rourke, der i filmens anledning har lært sig lidt russisk til rollen som den hævnende søn. Og hævnen skal selvfølgelig gå ud over Tony Stark. Denne har omvendt svært ved at håndterer sit nye image som henholdsvis forretningsmand og superhelt. Eksempelvis da regeringen i en retssag forlanger at han skal overdrage sin dragt til staten. Hvad værre er, at den overdimensionerede pacemaker, der reddede hans liv i den første film, langsomt er ved at forgifte ham.

Som sædvanen tro tårner problemerne sig op for vores helt, da først Ivan nu som skurken Whiplash angriber Tony ved et racerløb i Monte Carlo, og senere da konkurrenten Justin Hammer(Sam Rockwell) truer Starks forretning med sine nye superrobotter.

Iron Man 2 er sine steder ganske underholdene, hvad enten man er til hæsblæsende action eksempelvis i Iron Mans slåskamp imod sin bedste ven James Rhodes aka War Machine(En rolle der i den første film var besat af Terrence Howard, men som her spilles af Don Cheadle). Eller om man er til den hurtige ping pong dialog mellem Stark og hans sekretær Pepper Potts(Gwyneth Paltrow), som da Tony endnu en gang forsøger sig med en forvrøvlet undskyldning og en forsoningsgave i form af en pakke jordbær. Det eneste Potts er allergisk overfor!

Der hvor Iron Man falder igennem er, at den på trods af sit høje tempo tilsat gedigen rock fra legenderne AC/DC, ikke formår at gøre skurkene farlige og vedkommende nok til at ryste publikum en centimeter i deres sæder. Oven i dette virker castingen af Samuel L. Jackson og Scarlett Johansson i et par mindre roller, som et komplet spild af et par store stjerner, der ser godt ud på hver deres facon(og plakat), men som ikke gør historien et gram bedre kun længere. Alt i alt en fin forsommerblockbuster, der er glemt hurtigere end man kan nå at sige Robin Hood!

3 ud af 6 stjerner – Nicolai Eskesen