Man skal kigge langt efter noget interessant i en spionfilm med en glatpoleret og flad hovedperson og et klodset og utroværdigt manuskript.
Den tidligere marinesoldat Jack Ryan (Chris Pine) arbejder på Wall Street, men er derudover agent og analytiker for CIA. Jacks arbejde i CIA holdes skjult selv for hans kæreste Cathy (Keira Knightley), der har sine mistanker overfor Jack. Da Jack kommer på sporet af et terroristisk plot, bliver han sendt til Moskva af sin overordnede Thomas Harper (Kevin Costner). Situationen viser sig hurtigt at være farligere, end Jack havde forestillet sig, og han må satse stort for at standse den nådesløse Viktor Cherevin (Kenneth Branagh) og hans plan om at udføre et storstilet angreb på USA.
Endimensionel hovedperson
Hovedårsagen til at ’Jack Ryan: Shadow Recruit’ er en uinteressant film er Jack Ryan. Han er kedelig, da han virker helt fejlfri og derfor ikke føles som en rigtig person. Der bliver også sørget for, at vi fra starten ikke er tvivl om, hvor heltemodig Jack Ryan er. Da han bliver kørt ind på operationsstuen efter et helikopterstyrt i filmens begyndelse, fortæller en læge, at Jack hev sine to medsoldater ud af helikopteren, hvortil den anden svarer: ”With a broken back?” Dette er så utroværdigt og klichépræget, at det næsten er komisk. Lidt senere bliver vi også lige mindet om Jack Ryans heltemod en gang til, hvis vi nu skulle have glemt det, da Harper fortæller Jack, at han reddede sine to medsoldater fra en helikopter og derfor er en ”American hero.” Det er selvfølgelig fint nok, at Jack Ryan har disse kvaliteter, men de bliver udpenslet på en talentløs måde, og når der ikke er nogle svagheder eller lidt mere usympatiske personlighedstræk at veje dem op mod, så bliver det ganske enkelt gabende kedeligt.
Den obligatoriske kærlighedshistorie
Personerne i filmen er på ingen måde medrivende, og derfor kan man heller ikke undgå at lægge mærke til filmens manglende logik. Det er nok mest af alt forholdet mellem Jack og Cathy, der bidrager hertil. Et eksempel på en helt håbløs situation er en scene, hvor Jack foretager et nødopkald til CIA, og Cathy samtidig ringer til ham.. på samme telefon. Hvad? Det plejer at være den åbenlyse logik i en spionfilm, at spionerne har mere end én telefon, så deres CIA-opkald og personlige opkald ikke kører over samme nummer. Men det bliver endnu værre, da Cathy direkte involveres i planen om at få Viktor Cherevin ned med nakken. Og så er der selvfølgelig også den detalje, at forholdet mellem Jack og Cathy og den medførende dialog føles fuldstændig kunstig.
Kom igen Branagh
Da ingen af de gode tilføjer den mindste smule spænding, så kunne man jo altid håbe, at skurken havde nogle kvaliteter, men det er ikke tilfældet. Kenneth Branagh, der også har instrueret filmen, har skabt en skurk, som man har set utallige gange før – f. eks. i gamle James Bond film; en russisk rigmand med et intenst had til USA. Den første scene hvor vi møder Viktor Cherevin, lytter han til klassisk musik og slår en af sine underordnede, hvilket er en af de mest uoriginale måder at introducere en skurk overhovedet.
Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at jeg ikke kan anbefale at se ’Jack Ryan: Shadow Recruit’, da der findes langt bedre actionfilm derude med en langt mere original tilgang til genren. Det skal dog siges, at der alligevel er en vis underholdningsværdi i nogle af action-scenerne, men overordnet set så er filmen fuldstændig ligegyldig.