I en film om venskab og berømmelse spiller George Clooney den fiktive skuespiller Jay Kelly i Noah Baumbachs nye Netflix-film, men trods stærke præstationer mangler filmen både nerve og egentlig indhold.

På et myldrende filmset møder vi den karismatiske skuespiller Jay Kelly. Han skal indspille en scene, sin sidste scene, i sin nyeste film. Han er såret og ved at dø. Han vil egentlig gerne tage scenen igen, for han mener, han kan gøre det bedre, men instruktøren er tilfreds.

Udenfor bliver han modtaget af sin manager Ron (Adam Sandler), hans bedste, og måske eneste, ven.

Jay bliver altid følelsesladet, når han har færdiggjort en film. Der står et stykke cheesecake i hans trailer, selvom han ikke kan lide cheesecake. Ron spørger, om Jay vil genoverveje den hyldest, der venter i Italien. Svaret er stadig nej.

Hvem er Jay Kelly?

Det er også det spørgsmål, Jay Kelly stiller sig selv. Problemet er bare, at Jay Kelly ikke er en særlig spændende karakter. George Clooney er egentlig rigtigt dygtig, men han spiller nærmest også bare sig selv.

Jay Kelly er kendt af mange og vellidt af de fleste. Han er charmerende, rolig, sjov – og flot.

Men som seer er Jay Kelly ikke fascinerende at følge. Selv hans problemer er kedelige. Han er ikke en nar eller opfører sig som et svin.

Han er en dårlig ven, der i begyndelsen af sin karriere stjal en rolle fra en ven. Han er også en dårlig far til sine to døtre, Jessie og Daisy. Mere er der ikke til Jay Kelly. 

Jay Kelly er plaget af fortid. Filmen portrætterer fortiden med et relativt spændende filmisk greb, hvor Jay træder ind i sine flashbacks og ser sine egne minder fra sidelinjen. 

Det minder om Charles Dickens ‘Et Juleeventyr’, hvor Scrooge konfronteres med tidligere valg i sit liv. På samme måde bliver Jay ført gennem de øjeblikke, der har defineret ham.

Men han lærer ikke rigtig noget af det. I sidste ende føles det som at se redegørende flashbacks. Det er svært at forstå, hvorfor grebet var nødvendigt, når et almindeligt flashback havde gjort det samme. 

Filmen vil portrættere det at være berømt, men har intet nyt at sige. Vi når ikke særligt dybt ned i emnet. Selv det spændende elementer som flashback scenerne  virker overfladisk.

Det hele skal handle om Jay

I forsøget på at bruge tid med sin yngste datter Daisy (Grace Edwards) følger Jay hende til Europa under påskud af, at han skal hyldes i Italien.

Daisy, der hellere ville tilbringe sommeren med sine venner og sin franske sommerflirt, er – forståeligt nok – ikke begejstret for at møde sin ultra-kendte far i et tilfældigt tog.

I Frankrig bliver vi også introduceret til et halv-irriterende B-plot mellem Ron og Liz (Laura Dern). Det hele er lidt lige meget. Som seer sidder man fanget i en lidt for lang og lidt for kedelig film med en masse store stjerner i ligegyldige biroller.

Europa er flot, men overskygges med europæiske stereotyper, og det bliver ikke mere spændende, bare fordi handlingen bliver rykket til Sydeuropa.

Ron har ellers en mere interessant kerne end Jay, men spildes, fordi alt skal handle om Jay. Det er en af Adam Sandlers mere seriøse roller, en af dem, der minder os om, at han faktisk kan spille skuespil.

Jay og Rons forhold kunne have været langt mere interessant, hvis filmen havde udforsket det dybere. 

Det samme gælder Jays forhold til sine døtre – især den ældste datter Jessie (Riley Keough). Der ligger spor af noget spændende, men det bliver aldrig forløst.

Kan vi tage den igen?

Ofte bliver der sagt, hvor meget de forskellige karakterer elsker hinanden, men det er svært at tro på, når det kun siges og ikke vises. Og sådan føles det meste af filmen.

Vi ender med en film, der føles overfladisk og emotionelt tom. I sidste ende er jeg ligeglad med, hvem Jay Kelly er. Hvorfor skal jeg overhovedet lære ham at kende?

Der er en god film gemt herinde et sted, men den bliver begravet i en kedelig protagonist og en historie, der er svær at engagere sig i. Alle spiller fint. Det ser pæn ud. Men der er intet særligt ved det. 

Jeg frygter, at jeg har glemt filmen om en uge.

Så for at bruge filmens ord mod den selv: Jeg deler måske samme ønske som Jay. Man kan godt gøre det bedre. Så kan vi ikke lige tage den igen? Jeg tror nemlig, man kan lave en bedre film.