Julemandens datter

(Copyright: Scanbox)

Indiana Jones go home! Julemandens datter er kommet på banen, og hun har stjålet kanen!

I disse #metoo-tider kan tonen godt blive lige lovlig (læs: alt for) politisk korrekt, og det kan jeg tillade mig at sige uden at blive lynchet, fordi jeg er af hunkøn. Derfor blev der også rynket en smule på næsen og løftet et øjenbryn, da det indenfor de første par minutter af ’julemandens datter’ stod klart, at præmissen var: hvorfor kan en pige ikke være julemand?

Min indre traditionalist blev oprørt, for måske nogle traditioner bare skal have lov til at overleve, selvom kvindekampen raser, og mændenes status stille og roligt udviskes. Men min skepsis blev hurtigt gjort til skamme.

Lucia (Ella Testa Kusk) er julemandens datter. I skolen lærer hun at strikke, bage klejner og alle de andre gerninger, som kvinder nu engang har gjort gennem tiden. Desværre kan Lucia ikke finde ud af det, for hun er en drengepige, der bare allerhelst vil lave det, som drengene laver. Men da hun en dag vinder et ønske og ønsker at komme i julemandsklassen på skolen, giver det gamle forstokkede ældreråd hende en håbløst umulig opgave, og snart begynder en vanvittigt fantasifuld og hæsblæsende eventyrlig skattejagt.

Udsimus atsume prauparem
Betyder ”Vi er der for at glæde og hjælpe andre”, og det er mottoet i julemændenes land. Der er nemlig ikke kun én julemand, men én til hvert land og med hver sin juletradition. Den afrikanske julmand er der også, uden at det dog bliver udpenslet, hvilket sikkert kommer til at stikke lidt til den traditionsfulde blegdansker, og det lugter også lidt af politisk korrekthed, men er også et vigtigt budskab i en globaliseret verden, hvor vi godt kan vende lidt op og ned på den habituelle nordiske opfattelse.

Julemanden Julius (Martin Buch) er Danmarks julemand samt Lucias far, og han kommer med på farten, men er, trods sin status, ikke helten, men i stedet den lidt konfliktsky og fornuftige voksne, hvilket er fabelagtigt befriende og et fremragende modstykke til de frygtløse og næsvise børn.

Viborgs vilde veje
Som taget ud af Indiana Jones danner den jyske by en suveræn gennemført kulisse for filmens story og er virkelig fint effektueret i selve plottet, hvilket fremstiller byen lige så sej som drengepigen Lucia. Filmen viser Viborg og dens omgivelser så flot og magisk at denne snæversynede københavnersnude, indhyllet i jyske fordomme, med garanti, på et eller andet tidspunkt, kommer et smut forbi.

Klamme krampus kradser
Filmen emmer af barnlige vibes og børnehumor med en velsmurt umiddelbarhed, men som modpol bliver skurken portrætteret uhyggeligt, klam og ægte farlig. Det allerfarligste bliver ikke vist visuelt, hvilket giver fantasien frit spil, så de helt små skal helt sikkert have adgang til en beroligende hånd i biografmørket.

Med voksenøjne kan jeg godt se et par mangler hist og her, men set med børnebriller er dette værk en fabelagtigt flot og veludført børnefilm med et smukt lydbillede og gennemførte special effects, og selvom den nødtvungent desværre slutter lidt for politisk korrekt, så må det helt klart blive årets familiejulefilm.