Med overlegne visuelle effekter og udforskning af menneskets forhold til naturen viser den nyeste film, at ‘Abernes Planet’-serien overraskende nok stadig har fortjent en plads i det kulturelle landskab.

Århundreder efter at den første abe, som fik menneskelige egenskaber, Cæsar (Andy Serkis), gjorde oprør mod menneskeheden, har hans eftermæle nu udviklet sig. Der er opstået flere fraktioner af aber, der ligeså er blevet intelligente af den abe-virus, der spredte sig i de første tre film. Det er dog ikke alle, der har været så heldige at blive oplært i Cæsars ledelse, og det leder til forskellige fortolkninger og synsvinkler i søgen efter sandheden.

’Kingdom’ følger den unge abe Noa (Owen Teague), som kommer ud på en eventyrlig rejse, hvor han støder på nye indtryk, der ryster hans forståelse af den verden, han er blevet lært. Selv kommer han fra ’ørne-klanen’, en klan af aber, der opdrætter ørne som livslange ledsagere. Vi finder hurtigt ud af, at denne klan af aber slet ikke kender til legenden om Cæsar, og dem som gør, bruger den messias-lignende karakters ord til dårlige hensigter. 

Der er masser af paralleller til vores menneskelige forståelse af eksistens og religion. Det giver filmen en masse facetter at spille på, samtidig med at den ikke slår en i hovedet med et facit. Filmen tvinger sin seer til at holde sig på dupperne og eftertænke alle mulige synspunkter for, hvad der er den rette vej at følge.

Aber som spejlbilleder

Noa spilles helhjertet af Owen Teague, der uden forfængelighed eller frygt bærer stafetten videre fra Andy Serkis’ præstation i de tre tidligere film. Han har en ungdommelig stoisk tilstedeværelse, som tidligt kommer til skue i filmen, da han opgiver det sidste ørneæg til en af sine venner. 

Samtidig er han nysgerrig og forstående, men også skeptisk, som da han på sin rejse støder ind i den ældre orangutang, Raka (Peter Macon), der kender til den rigtige Cæsar, og menneskepigen Mae (Freya Allen), der viser sig at blive en stor brik i et større puslespil.

De formidable skuespilpræstationer kan selvfølgelig kun blive gjort mulige ved hjælp af de fremragende visuelle effekter, der er i stand til at transformere skuespillerne til vaskeægte aber, så man ikke blinker to gange. Det legendariske Wētā FX-studie har gjort det igen, men meget ros må også gå til filmens nytilkomne instruktør, Wes Ball. 

Et nøje øje for de betagende effekter 

Personligt var jeg en anelse skeptisk op til filmen, eftersom den tidligere instruktør Matt Reeves (The Batman) ikke er tilbage i instruktørstolen. Men med en fortid i VFX-arbejde og allerede beviste evner til at kunne fortælle en post-apokalyptisk fortælling i Maze Runner-trilogien, beviser Wes Ball, at han er den rette mand til jobbet!

VFX’en må være som fredagsslik for alle CGI-kunstnere verden over. Som da Noa skal flygte fra en gorilla gennem vand og andre forhindringer i en længere actionsekvens. Her er der altså lagt motion-capture teknologi oven på en skuespiller, der nu er en abe med hår, der så kommer i kontakt med vand. Lag på lag af computer-genererede effekter, der simpelthen er teknisk vidundere.

I abernes rige, er vi alle lige (måske)

Filmen har meget at sige, hvilket også efterlader den tematisk lidt grumset. Og uden et klart budskab, bliver jeg aldrig rigtig følelsesmæssigt ramt, men det kan samtidigt også være dens styrke. Intet er sort & hvidt, og det er svært at sætte fingeren på, hvem der er gode, og hvem der er onde. Selv filmens antagonist, Proximus Cæsar (Kevin Durand), der leder aberne til et nyt kongedømme, hvor mennesker er undertrykte, og aberne hersker, har perspektiver, der giver mening. Hvor ondskabsfuld han end er i sin stræben efter målet.

Tematisk er det meget op til seeren selv at give sit besyv med, hvilken ”side” der skal tages: menneskets eller abernes. Skal vi mene, at mennesket skal rejse sig fra underkastelsen og tage planeten tilbage fra primaterne, eller skal vi som mennesker imødekomme, at vi har haft vores tid i solen, men tabte det hele på gulvet? 

Som sagt har filmen ikke et konkret svar. På et tidspunkt spørger filmens helt, Noa, den mystiske menneskepige; “kan aber og mennesker leve sammen?” Til hvilket hun svarer; ”Jeg ved det ikke”.

Men en ting er sikkert, som filmen giver et meget visuelt billede af med bygninger, byer og andre majestætiske menneskebyggede vidundere, tilgroet af natur: Menneskeheden har brug for moder jord til sin overlevelse, men hun har ikke brug for os.