Dyk ned i sindets mørke og lad dig lokke af den dystre ‘Koko-di Koko-da’

Da en tragisk begivenhed finder sted, smides enhver form for etableret norm ud af vinduet. Parret Elin og Thomas må nu kæmpe for at holde forholdet oven vande eller drukne i en nedadgående spiral af knusende sorg og kaos.

Manuskriptforfatter, producent, klipper og instruktør Johannes Nyholm har med ‘Koko-di Koko-da’ stablet en grum cirkulær fortælling på benene.
Nyholm portrætterer, med et spring frem i tiden, en tilsyneladende tilfældig helvedes nat tre år efter ulykken, som perfekt symbol på den begivenhed, der for altid vil hjemsøge det unge par.

I et forsøg på at redde stumperne af deres kærlighed, tager Thomas (Leif Edlund), og den noget skeptiske Elin (Yiva Gallon) på campingtur i de svenske skove. Da mørket har lagt sig, melder en fyldt blære sin presserende tilstedeværelse for Elin, som udstyret med en lommelygte forlader teltet alene. Desværre er Elin dog langt fra alene, men derimod i selskab med en satanistisk trup mordere, ført an af selveste Peter Belli, som vil hende alt tænkeligt ondt.

En gang til for sadistiske Jesper Fårekylling
I bedste ‘Groundhog Day’-stil genspilles denne nat som en ridset plade i et konstant loop. Gentagelsen er ikke for at smadre en pointe ind i hovedet på sin tilskuer med en gigantisk moralsk hammer og med løftet pegefinger vise, hvordan parret udvikler sig og sammen kan overvinde alt ondt.

Loopet er snarere til for at give et sandfærdigt og rørende billede på, hvordan altomfattende sorg kan forkaste al logik og efterlade absurditet, som sindets eneste redning mod sindssyge.

Ligegyldigt hvor mange gange en altafgørende hændelse genspilles, uanset hvor mange gange man funderer over, hvad der kunne være gjort anderledes, kan tingene nogle gange ikke ændres. Til tider er der ikke andet at gøre end at indse, hvordan nogle begivenheder er mejslet i sten, og sammen se nederlaget i øjnene.

Det lyder måske opgivende, men ‘Koko-di Koko-da’ er, trods sine mange dødsfald og groteske ondskab, en livsbekræftende kamp om overlevelse. Thomas og Elin klamrer sig med enhver knogle i deres gennembankede kroppe til håbet om, at morgendagen ser anderledes ud, og de gør, hvad de kan for at vende den håbløse situation til det bedre.

Gal og genial
Flere gange sidder man tilbage med en følelse af at være indhyllet i meningsløshed.
Nemmere bliver forståelsen af den mentale telt-home invasion ikke af, at Nyholm gennem filmen skyder med spredehagl, når det kommer til brugen af diverse genre-stile.

Det er alt fra karikerede komiske standup-karakterer til nærmest tilfældigt improviserede dialog-skænderier og lange sekvenser med dukkespil, som supplerende håndbog til Elin og Thomas’ følelsesliv. Dette er blot et par af de greb, der pryder den sort-humoristiske thriller.

De mange elementer skaber mildt sagt uro i fortællingen, der i forvejen nemmest kan betegnes som grotesk. Der er dog en mening med galskaben, selvom hele affæren til tider nærmere ligner en Café Noir-reklame end stor, svensk filmkunst.

Elegant landing
Stor kunst er dog netop, hvad malstrømmen af umiddelbart umotiveret vold ender med at blive.

Det imponerende skuespil fra Edlund og Gallon, samt den sublime casting af den folkekære Belli i rollen som morder, sidder lige i skabet. Dertil kommer multitalentet Nyholms fine sans for klipning, der ofte opbryder scener midt i klimaks.

Kameraarbejdet er behageligt pædagogisk, hvilket er hårdt tiltrængt grundet fortællingens ofte heftige toneskift. Hver cyklus af den skæbnesvangre campingturnat markeres simpelt og elegant af et totalskud, som smukt sætter punktum for begivenhederne og inviterer til en gentagelse – og forhåbentlig ændring – af det uundgåelige.

‘Koko-di Koko-da’ redder sig elegant i land og efterlader et dybt indtryk og et glimt af forståelse for en skræmmende hændelse, der kan få enhver til at miste forstanden.

foto: Kino.dk