Hvornår behøver man ikke længere at sige ”kvindelige komponister”, men bare ”komponister”? Det var aftenens store spørgsmål, da Danmarks Underholdningsorkester præsenterede en smuk klassisk koncert om historiens kvindelige komponister i samarbejde med radiovært Signe Amtoft og historiker Gry Jexen.

Når jeg lytter til klassisk musik, hvilket jeg gør sjældnere, end jeg ville ønske, ser jeg film inde i mit hoved. Landskaber, karakterer og plot. På trods af min minimale tekniske viden om musikken, rører den mig i form af levende billeder for mit indre øje. Sådan tror jeg, at mange oplever klassisk musik. Det skete også, da Danmarks Underholdningsorkester udfoldede deres talenter i Den Sorte Diamant.

Med på rejsen var Signe Amtoft, der er radiovært, forfatter og meget mere, og som har lavet podcast serien `Kvinder i Musik` for DR, sammen med historiker og forfatter Gry Jexen, der blev kendt med instagram profilen og bogen ` Kvinde kend din historie`.

Sammen med orkesteret skabte de to en koncert, der både viste den kvindelige komponists fantastiske musik, og deres evige kamp om at få den anerkendelse, deres kendte mandlige modstykker har fået gennem tiden og stadig får i dag.

Musikalske triumfer

Især tre stykker ramte min øregang helt rigtigt. `Gaúcho`af Chiquinha Gonzaga (1847-1935), hvis brasilianske ophav gennemsyrede stykket og skabte en dynamisk og legende verden. Gonzaga var den første kvindelige dirigent i Brasilien, og var blandt meget få kvinder i musikverdenen i Brasilien i hendes tid. Stykket gav mig associationer til en lille landsby i Sydamerika, hvor arbejderne på de små gader hektisk gjorde klar til den nye dag.

Uddraget fra `Kone søges` af danske Louise Alenius (1978-), var sørgmodigt og fuld af historier. Faktisk kunne det sagtens være soundtracket til smukke danske film som `Ustyrlig` eller `Under Sandet`, med stemningsopbyggende violiner og et insisterende piano, der næsten kan få tårerne til at trille.

Sidst men ikke mindst Emilie Mayers (1812-1883) `Notturno`. En nocturne er et stykke musik til natten, og er i sin essens svævende og let. Dette stykke går imod, hvad jeg normalt elsker i denne type af klassisk musik, nemlig melankoli og molakkorder. I stedet er stykket fyldt med forventningsglæde og omsorg, der giver mindelser om en mors varme blik på et lille barn, der sover trygt. 

Mayers var en af de kvindelige komponister, der i sin samtid fik stor ros og skulderklap fra de mandlige kollegaer, bl.a. Robert Schumann, der på 1800-tallet var musikverdenens Guillermo Del Toro. Men hun fik aldrig offentlighedens anerkendelse.

Højkulturel musikformidling i simple termer

De to værters popularitet blandt et yngre publikum havde påvirket den ellers normalt relativt høje gennemsnitsalder, man ser til en klassisk koncert. Det var forfriskende, og derfor var formidlingen nok heller ikke målrettet klassisk musiks sædvanlige publikum, men mere til de nye unge mennesker med en interesse for musikken og kvinderne.

Værterne var velformulerede og karismatiske, når de imellem musikstykkerne fortalte vidt og bredt om den kvindelige komponist og de vilkår, hun har haft igennem tiden. Selvom anekdoterne var interessante og underholdende at lytte til, var der ofte meget banale temaer på spil. Fortællingerne var om kvinders rolle i hjemmet, deres populære kollegaer, og deres livsvilkår som hustru og mor.

Alt sammen vigtigt og relevant, men sagde meget lidt om kvindernes musik og de virtuose genier, som i bund og grund var. I stedet tog værterne et mere basalt historisk perspektiv, der ville være passende i en bredere formidlingssituation, og ikke til et super specifikt event som dette.

Der var dog flere af fortællingerne, som var utrolig spændende, og hvis der var tid til at udbrede dem, ville jeg have siddet på kanten af sædet.

Især fortællingerne om de kvinder, der var i familie med de helt store kanoner indenfor klassisk musik. Om Clara Schumann, hvis mand Robert, fortalte sine venner, hvordan hans kone havde potentialet til at blive en af de helt store komponister, hvis ikke hun skulle passe de børn, de havde fået sammen.

Og Fanny Mendelssohn, hvis bror, Felix, muligvis prøvede at gemme hende væk, fordi han følte truet af hendes evner, der måske var bedre end hans egne.

Meget af den musik, som blev nedskrevet af de her kvinder, er næsten ikke til at finde. De findes i så få kopier, at det er svært for orkestre i nutiden at spille deres musik, og derfor også for folk at lytte til det og huske dem. De er blevet glemt.

Hvorfor er det her vigtigt?

Kvindelige popmusikere bliver spillet i radioen, og film såsom `Tár` bringer den kvindelige komponist ud til almindelige mennesker uden for den ofte sammentømrede verden af klassisk musik. Så hvorfor skal vi kigge tilbage til en tid, hvor kvinder blev undertrykt, og en genre der systematisk har fravalgt kvinder op gennem historien?

Fordi der er så meget skøn musik, som ingen kender. Selv dem, der aldrig har hørt en klassisk koncert, eller aner noget om komponister, ved hvem Mozart og Bach er. De kender nok også de store hits, hvis de bliver spillet.

Men den chance har kvinderne aldrig haft. De blev fravalgt fra start af, ikke på grund af deres talent, men deres køn.

Hvis man lyttede til musikken uden viden om komponisten, ville man så egentlig kunne høre, om det var en kvindelig eller mandlig komponist? Det tror jeg ikke, for de værker, som blev præsenteret i Den Sorte Diamant, var smukke, dramatiske og stemningsfulde, præcis ligesom man kender det fra de allerstørste mandlige komponister.

Forskellen er, at de har haft flere 100 år til at skabe deres navn, hvor kvinderne gang på gang er blevet skubbet væk fra rampelyset og glemt. Trods den simple formidling var koncerten veldrejet og eminent udført af Danmarks Underholdningsorkester. Og min interesse for de kvindelige komponister er blevet genfødt med et håb om, at man snart ikke behøver at kønne så smuk og magisk en kreativ stilling som den, komponister har.