Kæmpeklassiker fra dengang ”helaftensfilm” betød 220 minutter eks. tissepause.  

I 1962 udkom ’Lawrence of Arabia’ i biografen. Nu vises den oscarvindende, 3 timer og 40 minutter lange historiske drama endnu engang i en dansk biograf. Specifikt Imperial, som viser den i 70mm i restaureret udgave.

’Lawrence of Arabia’ er indbegrebet af en klassiker, og mange betegner den som en af verdens ti bedste film. Denne anmeldelse vil dog henvende sig til alle dem, der ikke har set filmen før.

Lawrence hvem?
Filmen er baseret på virkelighedens T.E. Lawrence – en britisk officer der forelskede sig i den arabiske verden, dens sprog, kultur og historie. Under den første verdenskrig udsendtes denne gentleman som militærattache til Prins Faisal, som havde startet det arabiske oprør mod Osmannerriget. Sammen med prinsen og hans hær af beduinstammer udkæmpede Lawrence en succesfuld guerillakrig mod besættelsesmagten.

Lawrence og Faisal håbede at kunne danne grundlaget for en selvstændig arabisk stat, inden området på ny ville tilfalde en kolonimagts overtag. Det mislykkedes. Efter krigen opdelte England og Frankrig Mellemøsten imellem sig. Opdelingen blev siden medvirkende årsag til nutidige konflikter i området.

Obi Wan Brownface
Plottet i filmen følger mere eller mindre de virkelige begivenheder, dog er fokusset udelukkende på Lawrence selv. Hvordan hans fascination af den arabiske verden opstod, og i hvor høj grad han faktisk gik op i dens sædvaner og skikke, får ikke lov at fylde overhovedet. Araberne i ’Lawrence of Arabia’ er først og fremmest statister i en fortælling om en hvid mands møde med, og magt over, det eksotiske fremmede.

Af de tre centrale arabiske karakter spilles kun én af en arabiske skuespiller. Det er den legendariske, egyptiske superstjerne Omar Sharif i rollen som Sherif Ali ibn el Kharish. En fiktiv karakter med en alvorlig bromance til Lawrence, spillet af irske Peter O’Toole. De to resterende arabere, prins Faisal og Auda abu Tayi, spilles af kridhvide Alec Guinness og Anthony Quinn i fuld brownface

Filmracisme 101
Lad det være sagt med det samme: ’Lawrence of Arabia’ er en racistisk film. Den interesserer sig ikke for at undersøge baggrunden for det arabiske oprør eller for at forstå dem, der udkæmpede det. Filmen kritiserer skam britisk imperialisme, men portrætterer stadig araber halvt som taget ud af et eventyr, halvt som primitive barbarer – aldrig som komplekse mennesker.

Desuden gives al kredit for den succesfulde oprørskampagne til Lawrence, hvilket er meget langt fra den rolle han spillede i virkeligheden. Ingen af disse fejltrin, ej heller brugen af brownface, er dog uhørt i nutidens Hollywood, som faktisk har ændret sig deprimerende lidt siden 1962 hvad den slags angår.

Men nøj hvor ser det godt ud!
Problematikker til trods, så har ’Lawrence of Arabia’ ubestridelige filmtekniske kvaliteter. Lawrence portrætteres som en slags Macbeth, der i et anfald af hybris bliver høj på sin egen storhed, for derefter at se sine bedrifter forvitre for øjnene af ham. Det er en interessant karakterark at følge, og Peter O’Toole giver en gribende præstation som den skiftevis sarte og masochistiske fantast.

Ren visuelt fremstår den arabiske ørken så hårrejsende smuk og eventyrlig, at den næsten selv bliver en slags hovedperson. Med de endeløse, orange sandduner og tårnhøje klippersatser som baggrund, hvirvler hundredvis af statister i farverige kostumer rundt på ryggen af ditto antal kameler og heste. Det er et betagende skue sat til storladen underlægningsmusik.

Jeg mener ikke ’Lawrence of Arabia’ er en af verdens ti bedste film. Dertil er spilletiden for lang, tempoet for langsomt, karaktererne og behandlingen af den historiske baggrund for overfladiske og stereotype. Men de steder hvor filmen fungerer godt, er den til gengæld medrivende som bare pokker. I sandhed en usleben diamant.

Foto: variety.com