Steven Spielberg’s seneste film Lincoln er et forfriskende bud på en biografisk film. På trods af de store politiske temaer og skelsættende historiske hændelser under Abraham Lincolns præsidentskab, handler filmen lige så meget om manden i midten. Den handler om Abraham Lincoln og om en tid i hans liv, hvor både politiske og personlige spørgsmål berørte ham dybt. Spielberg har allieret sig med skuespilleren Daniel Day-Lewis og manuskriptforfatteren Tony Kushner. Det er stærke og engagerede kræfter at have med sig, når man skal fortælle om den stærke og engagerede Abraham Lincoln, der i slutning af det 19. Århundrede fik slaveriet i De Forende Stater til at ophøre.
Tony Kushners manuskript tager udgangspunkt i bogen Team of Rivals af Doris Kearns Goodwin, og fokuserer på de sidste 4 måneder af Abraham Lincolns liv. Vi følger Lincoln (Daniel Day-Lewis) mens han forsøger at skabe fred i borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne samtidig med at han forsøger at få opbakning til at forbyde slaveri. Han får hjælp af sit republikanske parti og af politikeren Thaddeus Stevens (Tommy Lee Jones). Men de politiske kampe er hårde og der må tages både afpresning og bestikkelse i brug for at skaffe stemmer til at støtte forslaget. Filmen handler om Lincolns politiske kampe, såvel som hans private liv med konen Mary (Sally Field) og deres sønner Tad (Gulliver McGrath) og den rastløse Robert (Joseph Gordon-Levitt). De to sider af Lincolns liv og bekymringer hænger uløseligt sammen i Kushners manuskript. Vi oplever Lincoln, ikke kun som en amerikansk helt, men også som en bekymret far og en modig mand med masser af tristhed, frygt og bekymringer for hans valg.
Der var nærliggende at forvente storstilede, velkoreograferede kampscener, der skulle illustrere borgerkrigens blodighed, men i stedet ser vi i filmens start en mudret kampplads, hvor soldaterne slås i tæt og personlig nævekamp. Kushner ligger sit fokus et helt andet sted, nemlig på politikens blodige kampe og de mest actionfyldte kampe foregår til retsmøderne hvor replikkerne falder som skudsavler om hovederne på både publikum og skuespillere.
Det kan ikke understreges nok hvor fantastisk Daniel Day-Lewis spiller. Der er sand magi i Day-Lewis’ måde at forme sin krop og stemme til et helt billede af en figur, man kan komme helt tæt på. Lincoln hæver kun sin lyse stemme to gange i filmen, men han besidder en konstant autoritet og kraft og gennem Day-Lewis fremstår Abraham Lincoln, som en helt naturlig ledertype, med både varme, humor og intelligens. I det hele taget er Lincoln en film med dominerende skuespilpræstationer, særligt fra Sally Fields depressive førstedame og fra Lee Jones’ utrolige nærvær som politikeren Stevens. Kushners ord lever i deres tolkning og historien lægger sit fokus på sine detajlerede karakterer men først og fremmest på Abraham Lincoln.
Rent filmisk er der ind i mellem anvendt nogen temmelig sælsomme drømmesekvenser, der for mig at se falder lidt uden for filmens univers. Og 2,5 time film kan føles langt, når ordene kommer i så jævn en strøm og samtlige skuespillere er opmærksomhedskrævende. Men alt i alt er Lincoln en ret fantastisk film, skabt af nogen ret fantastiske mænd. Trioen Spielberg/Kushner/Day-Lewis løfter hinanden op på et højt niveau og det er en fornøjelse at være vidne til. Det er en politisk film ja, men det er i lige så høj grad en rørende og vigtig personlig historie om en mand, der ønskede det bedste for sit fædreland.
