Hvis en film hedder noget med havet, får det straks tankerne hen på noget med sorg, minder og håbet som svigende, eksistentiel mangelvare. Manchester by The Sea er bestemt ingen undtagelse. Casey Affleck spiller den sammenbidte pedel Lee Chandler, som ikke snakker, men til gengæld har knytnæverne siddende løst, når han drikker for mange fadøl
Manchester by the Sea handler om livets lys og mørke, men først og fremmest om nuancerne imellem. I filmens indledende scene ser vi Lee sejle glad omkring i vandene ved Manchester ved den amerikanske østkyst sammen med sin bror Joe og hans søn Patrick. Den nuværende nærmest laminerede bad-boy-attitude er et mysterium. På kanten af biografsædet undrer man sig over, hvad der mon har gjort ham til den hule skal af en mand.
Ubesværet omgang med klichéer
Den mutte og mystiske Lee får besked om, at hans storebror er død. Han efterlader desuden Lee ansvaret for søn, hus og en båd med en nedslidt motor. Han er ikke følelsesmæssigt nonchalant i sin håndtering af det overraskende arvegods og tilbyder broderens tætte ven og bådkollega Georgie at arve sønnen i stedet, mens den forvirrede teenagedreng står ved siden af. På trods af filmens totalt sørgelige grundstruktur tillader den i scener som denne seeren en ægte latter over situationens totale absurditet. Det er bestemt ikke sjovt. Det er der egentlig heller ikke nogen af karaktererne der synes, men alligevel griner man.
Den faderløse søn Patrick er katalysator for filmens særlige humor. Drengen har mistet sin far, men det gør ham ikke nødvendigvis hverken dyb, eftertænksom eller moden. Tværtimod fokuserer han stadig primært på at komme i seng med sine to kærester og spille i et talentløst garagerockband. Lee og Patrick er en stædig karakterduo. Som flittig seer af feel-good film kan jeg ikke lade være med hele filmen igennem at vente på en popsang og en klipmontage, hvor deres venskab og familiære bånd eleveres til Gilmore Girls-niveau. Men det sker ikke, og gudskelov for det.
Effektive minder
Filmens flashback-struktur får foldet Lees tragiske baghistorie ud på en måde, hvor simple hverdagssekvenser skaber nervepirrende suspense. Der er noget fascinerende over måden man lærer karaktererne at kende. Abrupte klip sender os løbende tilbage i historien. Præcis som i det virkelige liv fortabes man i minder uden åbenlyst at opsøge dem, og man bliver af og til som seer så fortabt at man glemmer, hvordan man nåede så langt ind i Lees sind. Filmen er ikke smuk at se på, men den arbejder effektivt i sin opbygning.
En sørgelig lydside
Netop det lidt løse forhold til klichéerne er det særlige ved Manchester by the Sea. En undtagelse er dog lydsiden, som er forstyrrende plat. Selvom scener handler om lavt begravet sorg, behøves de ikke at være akkompagneret af en a capella-trio, der synger kønsløse tertser i hakkende fraser. Ligeledes behøver man ikke høre klassiske klaverstykker, bare fordi en scene foregår på en båd.
Ved havet – men ikke som de andre
Kvaliteten og det smukke ved Manchester by the Sea ligger i situationsgengivelserne og stemningerne. At filmen er tung og mørk ad helvede til, men samtidig forfriskende tragikomisk.
Og ikke på Love Actually-måden, hvor det hele er noget lort omkranset af livsbekræftende komik som sandwichkiks. Hvor vi af popkulturen belæres om, at der er en sprække i sorgen, hvor lyset bryder frem, og hvis du klarer skæbnens udfordringer korrekt, bliver du måske gift med Claudia Schiffer til sidst. Manchester by the Sea er en glimrende fortælling om livets smerte. Lige akkurat som Hollywood og mennesker, der tager følelserne såvel som øjnene med i biografen, allerbedst kan lide det. En velkomponeret film, hvor man kan mærke karaktererne i glimt af morskab, men først og fremmest sorg.