Med ’Ønsket’ fejrer Disney 100-års jubilæum og hylder samtidig deres bedste film med en klassisk fortælling

Copyright: 2023 Disney.

Instruktøren af ’Frost’ slår igen med en ny film, der ikke ligefrem genopfinder genren. Dog er der stadig en ny animationsstil, som bliver sat på prøve, samt fantastisk stemmearbejde og gode musikalske numre, som skal roses.

Teenageren Asha (Ariana DeBose) bor i byen Rosas, hvor folks ønsker bliver passet på af den betagende Kong Magnifico (Chris Pine). Hun drømmer om at blive kongens lærling, men hun opdager hurtigt, at alt ikke er som hverken hun eller befolkningen tror. I sin nyfundne opdagelse støder hun på en uventet ven, og sammen forsøger de at redde ønskerne i Rosas. 

Ariana DeBose er ikke ny til musical-genren, og det kan man mærke med hendes fremragende musikalske præstation i denne film, som fanger Ashas godhed og målrettethed. Asha bliver fremvist som en typisk teenager, som mange kan relatere til, og dette skyldes især DeBoses ildhu, som skinner igennem i karakteren. 

Ligeledes gør Chris Pine også en brillant indsats som en tilsyneladende menneskekærlig konge, men specielt som narcissistisk skurk, hvilket Pine tydeliggør via skift i toneleje. Pine udfolder sig også flot musikalsk især med de uvante pop-toner, som han formår at mestre. Dette er en kærkommen overraskelse, som helt klart kan sammenlignes med Luke Evans’ optræden i den animerede julefilm ’Scrooge: A Christmas Carol’ (2022). 

Klassiske Disney-sange med et pop-twist

Disney-film har altid været kendt for deres mange catchy musiknumre, og det har ikke ændret sig endnu. Lin-Manuel Miranda (’Vaiana’, ’Hamilton’) har været involveret i mange af de seneste Disney-projekter, men han er denne gang blevet skiftet ud med Grammy-vinderen Julia Michaels.

Hun evner at skrive nogle anderledes sange, der for det meste passer perfekt til de situationer, som vores helte befinder sig i. Desværre er der en mangel på en dyster sang til filmens skurk, hvilket kunne have tilføjet mere variation til et ellers iørefaldende soundtrack. 

Sangene som gjorde mest indtryk var ”Knowing What I Know Now” og ”At All Costs”. Den første sang fungerer som en kampsang, der samler vores helte og forbereder dem på at konfrontere filmens skurk. Den rummer elementer fra både ”I’ll Make A Man Out Of You” fra ’Mulan’ og ”We Can’t Back Down” fra ’Camp Rock 2: The Final Jam’, hvilket giver lytteren motivation til selv at gøre oprør mod deres egne dæmoner.

Den anden sang er derimod mere en sang, som reflekterer Julia Michaels egen musikstil og dette adskiller den fra andre Disney-sange og giver et frisk pust til Disney-playlisten. 

Animation til en ny generation

En af de store risici, som denne film har taget, er, at den har introduceret en animationsstil som sammenkobler linjerne mellem den ældre 2D-animation, som set i ’Bambi’, og en nyere 3D-animation, som set i ’To på flugt’. Animationen kan til tider virke malplaceret og distraherende, men det skal ligne, at det er taget ud fra en eventyrbog, så jeg ville mene at illusionen er det værd. 

Den måde karaktererne er blevet designet på ligner meget velkendte karakterer, som for eksempel Elsa (’Frost’) og Rapunzel (’To på flugt’), og der er derfor ikke den helt store forandring på lærredet.

Om man bryder sig om den nye animationsstil eller ej, så stråler karakterernes personligheder klart igennem, og de sjove dialoger bliver kun gjort mere underholdende af, at animationen er så livlig, som den er.

En hæder til alle Disney-film 

Filmen er et kærlighedsbrev af en anden verden, og Disney-elskere vil nyde at finde de adskillige referencer, som er spredt igennem hele filmen. Både voksne og børn kan blive ramt af nostalgi, og det bliver næsten en leg at finde de forskellige tilbagekald, som filmen rummer, særligt dem som ligger mere gemt blandt de mange karakterer. 

Selvom handlingen ikke er det nyeste gennembrud for historiefortællinger, så er det stadig en hjertevarm film, som minder seeren om, at ondskab kan overvindes, hvis man blot står sammen. Derudover kan et ensemble-nummer, hvor alle synger af deres lungers fulde kraft, altid bringe gåsehud frem, hvilket bestemt skete under denne her film. 

’Ønsket’ viser alt det bedste ved Disney, og det er den helt perfekte film, som man skal se, hvis man vil fejre 100 år med film-succeser.