Den forbudte kærlighed gemmer sig blot en himmelstrakt bjergtinde væk. Nonnen og munken, der hver især er bundet til et liv i askese, får sat deres hengivenhed til religionen på prøve, da en dyb lidenskab blomstrer imellem dem fra de afsvedne sletter i Thessalien. Græsk/colombianske Spiros Stathoulopoulos har lavet en symboltung og fascinerende film, der udforsker indre konflikt og menneskelig lidelse.

Nonnen Urania (Tamila Koulieva) bærer en hvid bandage om hånden. I de alene stunder på kammeret i klosteret fjerner hun den og svider sin hånd over det levende lys på sengebordet. En klassisk kærlighedsfortælling i bedste Romeo og Julie-stil lægges for dagen og underspilles i en langsom fortællestil, der afspejler den rituelle hverdag, de to elskende færdes i omkring klostret Meteora. Ved at signalere til hinanden over afgrunden imellem deres klostre, med spejle og guldbelagte ikoner, der reflekterer i solen, næres deres kærlighed. I det skjulte mødes nonnen og munken (Theo Alexander) på jorden imellem de to klostre, langt fra det himmelvendte og tættere på helvedes syndsild.

Den visuelle side i Meteora, der i glimt er uheldig med sin grynede kvalitet, formår på samme tid at være betagende i samspillet mellem græske bjerglandskaber og smukke klostre, der tilføjes animationssekvenser inspireret af den traditionelle ortodokse ikonografi. Alt sammen greb, der er med til at gøre filmen handlingsmæssigt, tematisk og visuelt konsistent. Filmens originalitet og ejendommelighed får en til at forstå, at den blev belønnet med en Guldbjørns-nominering ved Berlin Film Festival forrige år. Men filmen er dog desværre stadig langt fra fuldendt nok til yderligere hæder.

Filmen overrasker enkelte gange med sin overdrevne eksplicitering. Det for eksempel, når en forsvarsløs ged brutalt slagtes – og her er næppe tale om en stand-in ged. Mennesket tager ufine metoder i brug mere end én gang i denne film. Men holder filmen dom over menneskets ugerning? Det er imidlertid svært at greje. Hvorvidt Stathoulopoulos fordømmer eller beliger den menneskelige, jordiske lidenskab står for denne anmelder endnu uvidst. Meteora skaber på den måde let anledning til forvirring.

Filmen har adskillige virkelig betagende scener. Foruden de ovennævnte scener, gør en picnic-scene imellem nonnen og munken stort indtryk. Sydeuropæisk humor og en tålmodig udvikling i dialog og dynamik overrasker sin tilskuer. Desværre figurerer sådanne scener som små fine perler på en snor, hvor man har forvildet halvdelen af perlerne væk, så der nu er alt for langt imellem de resterende. Havde Meteora potentielt set bestået udelukkende af disse velfunderede og fine scener havde det været en anden sag. Men filmen har desværre lidt for mange intetsigende scener lagt imellem perlerne.

Selvom Meteora er fascinerende og en lækkerbisken for de tolkeglade, er der meget lidt handling til at mætte selv sølle 82 minutter. Originalitet og symbolfedme må stå skoleret, når det kommer til også at favne det, at fortælle en god historie. Og selvom en kærlighedshistorie altid har potentiale, er filmen for lang tid om at fortælle for lidt, som man desuden har lidt svært ved, hvad man skal gøre med efterfølgende.