’Midway’: Bliv hjemme og spil sænke slagskibe i stedet -

Roland Emmerich er tilbage på det store lærred med en historisk krigsfilm, og det er kedeligere og grimmere end nogensinde før.

Har du nogensinde set ’Independence Day’ og tænkt, at instruktøren burde instruere nogle flere historiske krigsfilm?

Det har jeg heller ikke.

Instruktøren, jeg hentyder til, er den tyskfødte amerikaner Roland Emmerich, og han er nærmest blevet synonym med let-fordøjelige Hollywood-tjubangfilm i katastrofe- og actiongenren.

Hans sidste krigsfilm var ’The Patriot’ fra 2000 med Mel Gibson i hovedrollen.

Blandt Emmerichs filmografi må den nok siges at være i den lavere ende, og nu har den fået følgeskab af ’Midway’.

Det ta’r kun fem minutter…
Året er 1942, og den Anden Verdenskrig raser. Efter det japanske angreb på Pearl Harbour seks måneder forinden, er den amerikanske flåde blevet tildelt det ene nederlag efter det andet i Stillehavet af de tilsyneladende ustoppelige japanske styrker.

Indtil den fjerde juni.

I havet omkring en lille atol kaldet Midway, cirka midtvejs mellem USA og Asien, støder den japanske og amerikanske flåde sammen i et af verdenshistoriens største søslag. Kampen udkæmpes over enorme afstande af flyvemaskiner udstationeret på hangarskibe – et af samtidens mest nymodens og uprøvede våbensystemer.

I det famøse slag vender krigslykken for USA vitterligt i løbet af blot fem minutter, da stålsatte piloter rammer de japanske hangarskibe på et centralt tidspunkt i kampen, og sænker dem. Fra da af er Japan i defensiven frem til sin overgivelse fire år senere.

Less is more
Lad mig slå fast med det samme: ’Midway’ er overraskende historisk korrekt, hvilket instruktøren dog præsterer at få vendt til en svaghed.

Filmen forsøger nemlig at afdække samtlige seks måneder fra Pearl Harbour og frem til Midway. Det medfører, at størstedelen af den 140 minutter lange spilletid er gået, før vi overhovedet når frem til det toneangivende søslag.

I den første halvdel byder nærmest hvert sceneskift både på en introduktion af en ny karakter, et nyt tidspunkt, et nyt sted samt nye forklaringer.

Det er frygteligt forhastet.

Reelt set forsøger fortællingen at forklare så meget om så mange ting, at den faktisk ender med at forklare alt for lidt om det, der er vigtigt.

De tre hovedpersoner, filmen trods alt dvæler en smule ved, er henholdsvis Admiral Chester W. Nimitz (Woody Harrelson), kodebryderen Edwin Layton (Patrick Wilson) og piloten Dick Best (Ed Skrein). Af dem er det dog kun Ed Skreins karakter, der bare er tæt på at have en tilfredsstillende skærmtid og personudvikling.

Et klogt træk havde nok været at opretholde et mere stringent fokus på en af disse tre hovedpersoner, frem for at udvande det med utallige overflødige sideplots og bipersoner.

Crash and burn
Man kan måske forsvare ’Midways’ skuffende behandling af sit persongalleri med, at det netop er slaget i sig selv, der udgør den egentlige hovedperson.

Den holder dog ikke i retten.

Der bruges nemlig så lang tid på den overfladiske gennemgang af månederne op til søslaget, at filmskaberne har gjort det umuligt for dem selv at give en forståelse af slaget om Midway – et utroligt komplekst søslag med mange bevægelige dele, der nu ender som et powerpoint-slideshow af uforløsende kampscener.

Kampscener, der i øvrigt ser rædderlige ud! De computerskabte visuelle effekter når på intet tidspunkt over B-films-niveau. Brugen af greenscreen fremfor kulisser i de fleste scener er tåkrummende tydeligt. Alt på lærredet ligner en tegneserie og mangler ”tyngde”.

Når en film med så mange flyscener ikke engang kan få pulsen op hos en kæmpe Anden Verdenskrigs-flynørd som mig selv, ja, så er der gået et eller andet helt galt.

Emmerichs nyeste skud på stammen er simpelthen fra start til slut en grim film. Noget man ikke kan sige om mange af hans tidligere værker. Film, der, dumme som de er, tit også formår at være underholdende takket være karismatiske karakterer.

’Midway’ derimod er mest af alt bare søvndyssende kedelig.