Moon Rider

Det kræver mere end et par solide lårmuskler at finde den gyldne cykelsti til succes, når det kommer til den populær sportsgren – cykling. Man skal ikke bare være villig til at spise håndmadder mættet i honning, det kræver også en mental og fysisk råstyrke, der siger spar to. I Moon Rider kommer vi med rå billeder og en fabelagtig klipning helt ind under cykelhjelmen på det spirende talent Rasmus Quaade, hvis historie dog desværre er noget uvedkommende og hurtig glemt.

Allerede som 18-årig er Rasmus Quaade vurderet til at være et kæmpe talent indenfor cykelsporten. Han har tilsyneladende den perfekte fysik, der blandt andet omfatter meget store lunger, og det er med til at spå ham en lys fremtid. Rasmus drømmer om at blive verdensmester i enkeltstart, men det skal snart vise sig, at hans refleksive sind med de konstante tanker omkring liv, død og overlevelse skal lægge de største forhindringer på cykelstien.

Man følger Rasmus tæt på hans dannelsesrejse og bliver med stor ærlighed lukket ind i hans tankeunivers. Hans svingende forståelse og indstilling til sporten skaber underfundige situationer, hvor Rasmus for eksempel nægter at spise en honningmad (der skal give ham hurtig energi), fordi det da er latterligt at blive tvunget til at spise noget, der i realiteten kan give ham diabetes.

Danske Daniel Dencik debuterer med denne film som dokumentarfilmsinstruktør, men har tidligere gjort sig bemærket indenfor litteraturen og filmens verden, hvilket har afstedkommet flere priser. Man er med tanke på Moon Rider ikke det mindste overrasket over, at de tidligere priser bl.a. omfatter en Robert-nominering for bedste klipper, da klipningen er filmens absolut største styrke. Filmen blander upolerede og rå billeder fra indersiden af hjelmen med et næsten halvfjerdser-agtigt grynet look, der bringer os helt ind på livet af den særegne cykelrytter, Rasmus.

Man sidder som tilskuer og hepper på Rasmus fra start til slut, men kommer alligevel til at føle, at filmen er en kende en-dimensional. Der mangler ligesom noget. Da der kommer en kæreste ind i billedet, får vi glimtvis en anden side af Rasmus’ at se, men det bliver ikke dyrket specielt meget.

På den måde bliver filmen om cykeltalentet lettere uvedkommende og formår aldrig helt at få en podieplads i hukommelsen. Det skulle da så lige være på grund af den indtagende måde, historien er fortalt på. Den usandsynlig vellykkede klipning skaber sammen med et stemningsmættet og outer-space-lignende lydspor en dramatisk dynamik igennem hele filmen. Og de nervepirrende sammenklipninger af afgørende cykelløb, vil sikkert også få cykelfans helt op at ringe. Men derudover havde Moon Rider nok desværre ikke haft den allerbedste tid i enkeltstart.

Filmen har én visning 5. september i 30 biografer landet over.