I den kendte Agatha Christie fortælling fra 1934 står den perfekte detektiv overfor et perfekt mysterium udført af en mindst ligeså perfekt morder.

Hvis man vil have en mere præcis beskrivelse af Kenneth Branaghs nye version af ’Mordet i Orientekspressen’ skal man skifte ordet perfekt ud med kedelig. Der er ellers satset stort med filmens stjernespækkede rolleliste og eksklusive 70mm-format, som bliver produktionens bærende elementer. Alligevel formår de ikke at løfte filmen op på det niveau, som den selv annoncerer at være på.

One man show
Det gådefulde mysterium nedprioriteres til fordel for filmens altoverskyggende hovedperson Hercule Poirot (Kenneth Branagh). Karakterens lange introduktion hænger ikke sammen med resten af handlingsforløbet – til gengæld står det klart præcis hvem og hvor ”dyb” en person Poirot er.

Storstilet møder vi ham ved Grædemuren, hvor han overlegent anticiperer skurkens mindste træk, som en anden – måske endda bedre – Sherlock Holmes. Udover hans usædvanlige intelligens introduceres Poirots mere excentriske side, som primært omfatter et abnormt overskæg og en underspillet humor. Som prikken over i’et ekspliciteres rollen yderligere, da Poirot afslutter scenen ”I can only see the world as it should be”. Den finurlige detektiv, som Agatha Christie gav os, er blevet moderniseret til en typisk Hollywood-helt med en gudfrygtig morale. Derfor får man heller ikke den følelsesmæssige tilknytning, som filmen lægger op til.

Efter det dramatiske anslag kan den længeventede rejse begynde. Orientekspressens 1. klasses vogn fyldes op med et broget klientel. Ombord prøver svindleren Edward Ratchett (Johnny Depp) at hyre Poirot som bodyguard, men retfærdighedens forkæmper afslår tilbuddet. Dagen efter ligger Ratchett myrdet i sin kabine. Morderen må findes blandt en af de øvrige førsteklassespassagerer. ”Gudskelov” har han tid til at løse mysteriet, idet en lavine har standset toget.

Flade karakterer
Én for én afhøres passagererne. Her ville det være oplagt at uddybe karaktererne, som kun har fået en kort præsentation, men uddybelsen kommer aldrig til stor skam for filmens emotionelle holdeplads. Alle skuespillere gør til gengæld et overbevisende arbejde i den spilletid de har. Den mest gennemførte præstation kommer fra togets direktør Bouc. Her fungerer den humor, som falder lidt til jorden i resten af filmen. Muligvis fordi hans karakter ikke er under samme pres, som de mistænkte er. Desværre halter manuskriptet med klichefyldte replikker, der kommer til at lyde kikset i selv en karakter som Bouc. ”You are the only one who can bring justice”, fortæller han Poirot og overtaler ham derved til at undersøge mordet. Det kommer til at virke en smule distanceret, og fordi man heller ikke er investeret i de øvrige karakterer, mister man hurtigt interessen for både dem og det mysterium, som de burde være omdrejningspunkt for.

Udførelsen upåklagelig
’Mordet i Orientekspressens’ styrke er at finde i dens stilistiske form. Her lægges der op til den helt store fortælling med det bjerglandskab toget kører igennem, hvor et lyn slår ned og skaber en lavine. Samtidig giver de mange stemningsklip noget eventyrligt til filmen og kombineret med udfordrende kameravinkler, skabes et skarpt æstetisk udtryk.

Ligeså ekstravagant filmen virker udadtil, lige så kedelig er dens indhold. Som et narrativ fungerer den ikke. Poirot fylder for meget, de øvrige passagerer – inklusiv morderen – for lidt. Mysteriet falder til jorden, fordi man ikke får lov til at følge Poirot i sin efterforskning. Man kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan ledetrådene hænger sammen. Udførelsen af mysteriet er alt for vag, hvilket manuskriptet prøver at kompensere for på en klodset pædagogisk måde. Som seer vil man gerne selv være med til at løse mysteriet, men det får man altså ikke lov til. Man er i stedet efterladt som et barn, der forgæves venter på den product placede Godiva chokolade, som Poirot allerede har spist ombord på orientekspressen.

 

 

Billedecreditering: Kino.dk