‘Nattevagten: Dæmoner går i arv’: Har du nogensinde prøvet at blive slået ihjel to gange?

Copyright: Nordisk Film Production

Næsten 30 år efter sin forgænger inviterer instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal igen publikum i biografen med efterfølgeren til kulturhelligdommen og fænomenet ’Nattevagten’ (1994).  Denne gang er der tale om et vaskeægte nostalgitrip og et gensyn med alt, hvad den første introducerede på godt og ondt.

I ‘Nattevagten: Dæmoner går i arv’ møder vi Martin (Nikolaj Coster-Waldau), som bar hovedrollen i ’Nattevagten’ (1994) som den kåde 24-årige nattevagt på Retsmedicinsk Institut. Nu er Martin hverken kåd eller 24 år længere, i stedet er han gennemjaget af traumer og blot en skygge af sig selv.

Martins datter, Emma (Fanny Bornedal), er påvirket af sin fars sørgelige tilstand og vælger i et forsøg på at redde ham at grave op i, hvad der skete dengang på Retsmedicinsk.

Dette medfører, at hun tager det præcist samme nattevagtsjob, som hendes far havde. Yderligere sætter hun et møde op med den gamle seriemorder Peter Wörmer (Ulf Pilgaard) i hans isolationscelle. Her giver hun ham råt for usødet, hvilket vækker Wörmer fra sin katatoniske tilstand og bringer konsekvenser med sig… 

1:1 på godt og ondt

‘Nattevagten: Dæmoner går i arv’ kan på ingen måde stå alene, og det føles som alfa omega, at man har set ’Nattevagten’, før man vader ind i biografen. For denne film er klistret til med referencer til sin forgænger og virker mest af alt som et kærlighedsbrev fra Ole Bornedal til en af hans første spillefilm.

Dette kan ses subtilt i plottet, som på mange måder minder om den oprindeliges. Men det kan også ses via meget direkte referencer i form af genbrugte sange, lokationer og endda replikker, som den ikoniske: “Har du nogensinde prøvet at blive slået ihjel?”. Og på den måde kommer ‘Nattevagten: Dæmoner går i arv’ til at føles som en samling af originalens greatest hits. Selvom det kan være hyggeligt med et gensyn, bliver det ærgerligt, når det hele bliver så 1:1, at de samme fejl også bliver begået. Og det er i virkeligheden en gåde at forstå, hvordan Bornedal kan have navlepillet sin gamle film så meget uden at forbedre filmens mangler. For filmen beror stærkt på usandsynligheder, og Bornedal tager sig så mange plotmæssige friheder, at man er nødsaget til at se bort fra en del for at nyde filmen.

Derudover er der klare tendenser til at skøjte over ting, for så dernæst at skære noget andet så tykt ud i pap som muligt, hvilket bidrager til en vis ubalance i fortællingen, som får den til at fremstå en smule kluntet. Men trods dette formår filmen at være så underholdende og fængslende, at den opsluger én i en grad, så man glemmer det “kluntede” det meste af tiden.  

Flotte skuespilpræstationer på tværs af generationer

Når man hører, at Ole Bornedal har ananas i egen juicet sin datter ind i hovedrollen i sin egen film, kan man godt komme til at høre en nepo-babyalarm larme ret højt. Men Fanny Bornedal modbeviser enhver skepsis man kunne have og er fuldstændig perfekt i rollen som Emma.

Man fornemmer tydeligt, at Fanny har en stærk forståelse af, hvem Emma-karakteren er, og hun bidrager derfor med en så stor portion troværdighed, at filmen får råd til at være så usandsynlig, som den er, fordi dens kerne er pålidelig.

Nina Rask, som er lidt af et stjerneskud i disse år, brillerer fuldstændigt som en af Emmas studiekammerater og er en dejlig forfriskende karakter, som er perfekt i sin samtid.

Ulf Pilgaard er også evigt god i rollen som seriemorderen Peter Wörmer, og det er stadig et under de masker, han er i stand til at bære. Derudover er det også værd at hædre skønne præstationer fra blandt andre Alex Høgh, Casper Kjær Jensen, Niels Anders Thorn og Kim Bodnia. 

Effektfulde effekter 

Gensynsglæden er markant i mødet med skuespillerne, man ikke har set samlet længe. Som filmelsker bliver man nærmest revet ud af skærmen, da Martin og Jens (Kim Bodnia) genforenes. For i stedet for at se karaktererne ser man pludselig skuespillerne, hjemvendt, hvilket minder om hvilket gennembrud ’Nattevagten’ blev for begge skuespilleres karrierer.

Og filmen er derved andet end gyselig og grusom, den er også rørende både via nostalgien og gennem dens kerne, hvor den skitserer rigtig fint, hvordan efterskælvet af traumatiserende oplevelser kan se ud.

Men det er ikke kun skuespillerne, der bidrager til filmens stemning og sjæl, for der er også fuldstændigt styr på de forskellige filmiske virkemidler. I den oprindelige ’Nattevagten’ blev Sort Sols “Let Your Fingers Do the Walking” en ørehænger forbundet med filmen. I denne omgang er det især Die Antwoords “I Fink U Freeky”, der er specielt effektfuld. Den bruges nemlig tilpas øredøvende til, at den lukker ned for en af sanserne, hvilket styrker den nervepirrende følelse. Derudover er både brugen af lokationer og lys med til at højne filmens intensitet. 

Bornedal har fuldstændig tag på thrillergenren og formår derigennem at lave filmen til et hæmningsløst og kynisk joyride med en emotionel kerne, der er værd at se.