Den hellige komiske treenighed hos HBO kunne meget vel være de herrer Danny McBride, Jody Hill og David Gordon Green. Trioen arbejdede sammen på de geniale ’Eastbound & Down’ og ’Vice Principles’. McBride skabte begge shows sammen med Hill og spillede hovedrollen i den, som henholdsvis den feterede og fallerede baseballspiller Kenny Powers og den superambitiøse og lettere skrupelløse highschool-viceinspektør, Neal Gamby.

Green var instruktør på flere af afsnittene og desuden producer/konsulent, og så stod han og McBride bag sidste års fremragende ’Halloween’-film.

I denne ombæring er handlingen hensat til det guddommelige! Eller rettere en familie af evangelister, ledet af faderen Eli Gemstone (John Goodman) og assisteret af sine voksne børn Jesse (McBride), Judy (Edi Patterson) og Kelvin (Adam DeVine). Næstekærlighedsbegrebet bliver strækket og bøjet til det maksimale, og så lidt mere, alt efter hvordan det passer til den individuelles behov – selvfølgelig alt sammen i Jesu Kristi navn!

I faderens, sønnens og dollarens navn
Ganske som i trioens tidligere serieeskapader er der tale om enormt egoistiske mennesker. Bevares, de gør gode ting og har dybt inde også en reel tro, men gennem årene er de alle forfaldet til en vis levestandard. Og den skyer man absolut ingen midler for at bibeholde.

Jesse bliver udsat for afpresningen, grundet nogle knapt så fromme handlinger involverende kokain og prostituerede. Eli ligger i en fejde med en anden præst om, hvem der må prædike hvor, og det udvikler sig til regulær religiøs bandekrig, mens Judy kæmper en noget nær forgæves kamp for at få resten af familien til at give hende ansvar i familieforetagendet og acceptere hendes forlovede som én af dem – og det er bare i første afsnit.

McBride excellerer i de her roller med dybt arrogante og smålige mænd.Alligelvel formår han at gå ubesværet fra at være dybt usympatisk det ene øjeblik, henover patetisk for at ende som en rørende helt, som man virkelig sidder og hepper på til sidst.

Han bakkes op af et yderst veloplagt ensemble, hvor især Goodman og Patterson brillerer over dem alle… på nær en. Som den nu ældre, afdankede barnestjerne og prædikant Baby Billy finder man unikummet Walton Goggins, der giver den fuldt ud som slibrig sydstatsmand og Guds tjener.

En funklende juvel
Kernen i universet er fortællingen om Gemstonefamilien. Moderens død, der er sket, før vi kommer ind i serien, hviler implicit tungt over karaktererne. Et mindesmærke for hende, komplet med buste, vand og lille evigt ildsted, er yndet udflugtssted for Eli, som også flittigt sidder hver aften og ser gamle udsendelser af deres TV-program. Savnet ligger dybt i ham, og Goodman formidler det med den helt rette tyngde og værdighed, som karakteren kalder på.

Kontrasten til det alvorlige findes så i situationer, som når Kelvins frafaldne satanist-ven tilfældigt møder nogle fra sin gamle omgangskreds. Det er hysterisk morsomt at se hans indre kamp for ikke at give efter for sine lyster, og hvordan det lille kors, han har som ørering, bogstaveligt talt dirrer i takt til hårdtpumpende, satanhyldende technomusik.

’The Righteous Gemstones’ er guddommeligt underholdende, og fuldender hattricket for samarbejdet mellem HBO og de tre amigos, McBride, Hill og Green. Balancen mellem drama og komedie, usympatisk og elskværdig er perfekt, og skuespillet, ledt an af en som altid veloplagt McBride, er fænomenalt, især scenestjæleren Goggins. Det burde næsten være syndigt at føle sig så godt tilpas efter at have set det her show, men det er ikke desto mindre tilfældet.

Praise Jesus! Hallelujah!

Anmeldt på baggrund af seks afsnit.