Af Anton Brandt Thykier

Science-fiction eposset Oblivion gaber over meget og når, på trods af tåkrummende valg undervejs, i det store hele i mål.

Det er svært at være fan af science-fiction film. Genren er historisk set blevet skraldespanden for billige actionfilm og pubertære voldsfantasier og film som Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) eller nyklassikeren Moon (2009) af Duncan Jones er sjældenheder. Derfor er det rart når man bliver præsenteret for en film, der som Oblivion virkelig tager genren seriøst. Filmen foregår på jorden mange år efter en altudslettende krig med væsner fra en anden planet. Menneskeheden vandt krigen, men reducerede jorden til en radioaktiv ødemark i processen. I filmen følger vi vedligeholdelsesteknikeren Jack Harper (spillet af Tom Cruise), som er udstationeret på jorden med sin kone Vika. Resten af menneskeheden er flyttet til en af Saturns måner, og Jack står for at beskytte og reparere de droner, som holder bestanden af omstrejfende rumvæsner nede. Undervejs finder vi jo, som genren forskriver, selvfølgelig ud af, at ikke alt er som vi tror…

Jeg må indrømme, at filmen ikke gjorde det let for mig, at kunne lide den: Den åbner med en tåkrummende voice-over, der grundlæggende forklarer hele filmens første akt, og vækker minder om den hjernedøde voice-over i første version af Ridley Scotts Blade Runner. Ligesom dengang, virker det meget som en producer, der har været bange for, at det ellers forholdsvist simple setup, ikke blev forstået af laveste fællesnævner. Ligeledes har valget af Tom Cruise i hovedrollen, højst sandsynligt været en betingelse for at en film med det budget overhovedet blev til noget, men det klæder hverken rolle eller film, at den midaldrende pretty-boy får lov at reducere Jack-karakteren til endnu en uinteressant udgave af Ethan Hunt. Og hvor instruktøren har god styr på action og science-fiction-delen, fejler han fuldstændig i at skabe nogen som helst form for kemi filmens karakterer i mellem.

Hvad er det så der redder den? Det er kærligheden til genren, det fascinerende og overraskende plot, det exceptionelle production-design og lydarbejde, de ekstremt flotte billeder, de skræmmende væsner Jack møder i historien og det godt udtænkte univers. Der er virkelig en forfatter og instruktør her, der kender og respekterer sin genre, og selvom filmen til tider føles som en pastiche af de bedste elementer fra andre film, hvilket er med til, at den ikke helt kommer op og ringe. Den tåkrummende voice-over fik mig til at starte på én stjerne, men efterhånden som plottet udrullede sig, og filmen tog sig sin tid til at introducere og få mig til at tro på sit velgennemtænkte univers, krøb den langsomt op ad skalaen, og ender på et stort 4 tal. Mit råd? Hvis du kunne lide de tankevækkende og storladne historier i Moon, Blade Runner, Sunshine eller egentlig bare godt kan lide at se robotter, der springer ting i luften, så er der ingen vej uden om Oblivion. Det er måske mere af det samme – men som science-fiction fan må man hapse de godbidder, der trods alt er!