Operation Valkyrie – Premiere 6/2/09

Virkelighedens Stauffenberg VS Hollywoods Stauffenberg. Foto: Twentieth Century Fox

Den scientologi overbevidste Hollywood superstjerne Tom Cruise, som Nazistisk oberst i et historisk krigsdrama om et mislykket forsøg på at dræbe Adolf Hitler?!
Umiddelbart lyder den ide som en bizar strøtanke udtænkt af en overtræt Hollywood scriptwriter.
Måske er det derfor, at Tom Cruise selv har finansieret Operation Valkyrie som filmen hedder på dansk, via det historiske filmselskab United Artist, som han har været medejer af siden 2006. Måske er det derfor, at han har fået superhelteinstruktøren Brian Singer og manuskriptforfatter Christopher McQuarrie, der sammen skabte mesterværket The usual suspects til at stå bag kamera og historie.
Måske er det derfor, at han har fået en håndfuld af Englands bedste skuespillere som Tom Wilkinson, Kenneth Branagh, Bill Nighy og Terence Stamp til at spille overfor Cruise selv, som mere eller mindre medsammensvorne i attentatet på Hitler.
Spørgsmålet er så om disse ting er nok til at skabe en spændende film!? For hvor lægger det spændende i at følge et komplot imod Hitler, som de fleste fra deres historieundervisning ved ikke lykkedes? Og hvad er egentlig grunden til, at publikum skal serveres for endnu en film om 2.verdenskrig? Det kan i hvert fald ikke være fordi, man aldrig har set engelske eller amerikanske skuespillere i de Hugo Boss designede uniformer. Faktisk er succeserne som Der Untergang og den oscarvindende Forfalskerne fra sidste år, undtagelser fra den uskrevne regel om at skuespillet skal foregå på engelsk.
Hvad handler dette valkyrieridt så om? Jo, Oberst Claus, i skikkelse af Tom Cruise, er ved filmens start i Afrika, hvor han og de andre tyske tropper er ved at tabe til den britiske og amerikanske hær. Stauffenberg er led og ked af krigen og ikke mindst Hitler, som han hader af et godt hjerte. Efter at have overlevet et bombeangreb flyves han, et øje og en hånd mindre, tilbage til Berlin. Her møder han hurtigt den tyske modstandsbevægelse og snart er de i gang med at planlægge mordet på Hitler.

Tom Cruise i et sprængfarligt selskab. Foto: Frank Connor; Twentieth Century Fox

Operation Valkyrie er fra start til slut en film tiltænkt det brede publikum, der efter endnu en hård uge med finanskrise og regnvejrsmorgner, hvor cyklen endnu engang er punkteret, kan slappe af med et trygt og velkomponeret spændingsdrama.

Trygt fordi Tom Cruise, jo stadig er ham den lækre, man kender fra Coctail,  selv når han laver nazihilsen med resterne af sin ødelagte hånd. Afslappende fordi vi ikke behøver at bekymre os om, hvem der er gode eller onde. Velkomponeret fordi Brian Singer er en instruktør, der kender sine værktøjskasse med virkemidler grundigt. At han så også kender sin filmhistorie, viser filmens dramatiske højdepunkt; attentatscenen mod Hitler tydeligt, da denne er kraftigt inspireret fra The Desert Fox: The Story of Rommel helt tilbage fra 1951. Sammenlign selv her med en anden film af senere dato “The night of the generals(1967):

Samlet set formår Operation Valkyrie at være spændende i afviklingen af komplottet imod Hitler, og i kraft af godt skuespil i de mange biroller fungerer den politiske del af filmen godt. Filmens største svaghed er Tom Cruise, der som Von Stauffenberg aldrig bliver en interessant karakter. Vi ser ham aldrig slås med den krise, det må være at miste dele af førligheden, risikoen for at miste sin familie og sidste ende livet. Han fremstår fra start til slut som den klassiske larger than life helt, som Hollywood altid har været storproducent af.

Hvis du vil høre mere om de virkelige begivenheder kan du gå ind her og høre historien om attentatmændene og deres efterkommere.