Haha hvad?
Hvor er det typisk filmfestival, at jeg ikke engang kan få lov til at grine i fred for den generelle underlighed, der hjemsøger mine ellers ret tilfældige filmvalg i år. Nu er jeg for helvede blevet tæsket halvt ihjel med sanseindtryk, æstetisk forvirring og verdensfjern melankoli i over en uge, og så kan jeg ikke engang finde en almindelig low brow komedie at slå hjernen fra til.
Som en belønning til mig selv efter mine utvivlsomt imponerende bedrifter – fire timer lange kinesiske værker, ubehagelig fransk neosurrealisme og andet godt – besluttede jeg mig for at tage ind at se to på hinanden følgende tilsyneladende mere ligetil amerikanske komedier. I retrospekt må jeg erkende, at det var enormt dumt af mig, for den slags findes overhovedet ikke på CPH PIX.
Din guide til overlevelse i en lædersofa
Den første var ’Relaxer’ af instruktør Joel Potrykus og foregår udelukkende i en lille og uanstændigt ulækker lejlighed, hvor hovedpersonen Abbie sidder på den samme plads i den samme sofa hele filmen igennem. Han er nemlig blevet udfordret af sin intense bror til at blive siddende, indtil han har slået en umulig rekord i det gamle pacman arkadespil.
Abbie er således fængslet i sin sofa – kun iført undertøj – og filmen går hurtigt fra slackerkomedie til en decideret overlevelseshistorie, hvor mad og vand snart bliver hans primære prioritet. Den umanerligt morsomme dialog i filmens begyndelse består blandt andet af filosofiske spørgsmål, som ”har Pamela Anderson sodavand i sine bryster”, men ophører hurtigt og filmens primære komik består i den tiltagende ulækkerhed og elendighed.
Flere steder får jeg reel kvalme, og det når efterhånden et niveau, hvor jeg ikke længere kan grine, fordi det, der foregår, er så umenneskeligt frastødende. Min komiske oplevelse slås i stykker, og jeg får i stedet et mesterligt alternativ til den klassiske Robinson Crusoe fortælling. Nu også med overnaturlige elementer af en eller anden grund.
For one magical night only
Det lykkedes mig altså ikke i første omgang at finde min komiske afslapningsfilm, men jeg gav ikke op! Jeg havde nemlig et es mere i ærmet i form af den langt fra beskedent betitlede ’An Evening with Beverly Luff Linn’, som på alle måder så ud til at være præcis, hvad jeg søgte. Ud fra, hvad jeg kunne se på plakaten og læse i festivalens magasin, skulle det være en lille fjollet film med et lovende cast. Blandt andet var Jemaine Clement (’Flight of the Conchords’ og ’What we do in the Shadows’) og Matt Berry (‘The IT Crowed’) en stor del af begrundelsen for mit valg, og jeg forventede skam også noget i retning af de typer komik, som de tidligere har været leveringsdygtige af.
Allerede fra filmens begyndelse var det klart, at jeg havde dummet mig igen. På ”Bob’s Footlong’s” møder jeg som det første de tre ansatte på kaffebaren samt stedets bestyrer, den intense Mr. Danger. Stemningen er mil væk fra ’Flight of the Conchords’ og ’The IT Crow’ og langt tættere på, hvordan jeg forestiller mig, at en David Lynch-instrueret komedie ville se ud.
Al dialog er demonstrativt unaturlig, og især Mr. Danger er vanvittigt overdramatisk i samtlige af sine bevægelser. Det viser sig hurtigt ikke kun at være på kaffebaren, at denne surrealistike og for mig besværligt beskrevne stemning er at finde. Den generelle kunstighed bliver yderligere iklædt alt det mest absurd afskyelige tøj fra en umulig tid et sted imellem 70erne og 80erne. Nåh ja og verdens grimmeste pagehårsparykker.
Mr. Dangers kone Lulu møder nemlig filmens emotionelle center i form af lejemorderen Collin (Clement), og de checker sammen ind på et lokalt hotel, hvor den magiske Beverly Luff Linn skal give en ikke nærmere specificeret optræden. Beverly (Craig Robinson) assisteres af den glorværdigt navngivne Rodney Von Donkensteiner (Berry), da han ikke selv kan kommunikere med andet en højlydte grynt, som skifter imellem at være filmens bedste komiske indslag og de mest irriterende.
Lige når jeg tror, jeg endelig kan følge med, bliver den urimeligt morsomme om end anstrengende unaturlighed med ét erstattet af noget, der minder om en almindelig romantisk komedie, og jeg bliver for alvor kastet af hesten. ’An Evening with Beverly Luff Linn’ er med andre ord umiddelbart en urimeligt sjov film, der frem for alt ønsker, at jeg og resten af publikum skal stå af og give op. Den vinder. Jeg giver op.
Jeg giver op på min efterhånden åbenlyst tåbelige idé om at finde et nemt grin på PIX i år. I stedet kan jeg glæde mig over at have oplevet to meget unikke nye bud på, hvad komik kan bruges til på film, og det er jo næsten lige så godt.