3 ud af 6 stjerner
Af
Martin Wolsgaard
Pigen der legede med ilden er den længe ventede opfølger på kritiker- og publikumsdarlingen Mænd der hader kvinder, og vi er således nået til filmatiseringen af 2’eren i Stieg Larssons romantrilogi. Pigen der legede med ilden er instrueret af Daniel Alfredson og har igen Michael Nyqvist og Noomi Rapace i hovedrollerne, som makkerparret Mikael Blomkvist og Lisbeth Salader. Dog er de denne gang adskilt og arbejder sig ind til sagens kerne fra hver deres indgangsvinkel. Mikael Blomkvist er som journalist tilbage på tidsskriftet Milleniums redaktion. Her har han fået en ny ung kollega, som sætter ham på sporet af en historie om systematisk handel med sexslaver, hvor flere prominente svenskere er indblandet. Sagen viser sig dog hurtigt ikke bare at være en god journalistisk historie, men et komplekst og vidt forgrenet netværk af organiseret kriminalitet, som det er livsfarligt at bore i. Et ungt par og en velanset advokat bliver koldblodigt myrdet, og før Blomkvist kan få hold på sagens rette sammenhæng, er Lisbeth Salander anklaget for tredobbelt mord. Det bliver således en kamp mod uret for både Blomkvist og Salander at bevise Salanders uskyld og finde frem til sandheden.
Det er igen karaktererne, der bærer filmen, i denne omgang gennem en meget mere opdelt duo, der kun gennem sparsom kommunikation samarbejder for at finde frem til sandheden. Ved denne opdeling opnår filmen en velfungerende dramatisk balance, hvor dynamikken mellem den gammeldags journalistiske helt og den moderne og uortodokse heltinde fornemt videreføres fra trilogiens første film. Især er det (som sidst) Noomi Rapaces portrættering af Lisbeth Salander, som rammer lige i hjertet. Hun lever i sin egen verden efter eget regelsæt – hun gemmer følelserne langt væk, men berører os tilskuere på bemærkelsesværdig vis med sin indelukkede og dog utrolig udtryksfulde tilstedeværelse på lærredet.
Daniel Alfredsson har altså noget at leve op til. Hvor Oplev med højere tempo og suspense gør Mænd der hader kvinder til en veldrejet og, vigtigste af alt, spændende spændingsfilm, er Alfredsons Pigen der legede med ilden en noget langsommere, mere karakterbåret men også mere tam krimi, der aldrig helt formår at nå ud over scenekanten og få publikum til at sidde på kanten af sædet og bide negle. Hvor modbydelig ondskab og overraskelser især var med til at få Mænd der hader kvinder til at stå ud blandt “almindelige” krimier, er Pigen der legede med ilden mere mainstream i mangel på suspense og kreativitet. Salander er stadig en fryd for øjet, men har mistet noget af sin charme, samtidig med at det ellers samfundsrelevante emne sexhandel kun berøres overfladisk. Således bliver filmen en noget middelmådig og regulær “who-dunnit”-thriller, der aldrig bliver rigtigt spændende dér, hvor den skal være.