Dette års Oscar-bud fra Frankrig er en kulinarisk kærlighedsfilm, der både giver sin kærlighed til maden, menneskene og forholdet imellem dem.

I filmens åbningsscene, på godt 30 minutter, bliver vi ledt ind i køkkenet, hvor Eugénie, spillet af den uimodståelige Juliette Binoche, er i gang med at kokkerere dagens menu. Hun får hjælp af køkkenets tjenestepige Violette og hendes niece Pauline. De knokler derudaf i synkroniseret stilhed, inden slottets gourmetkok Dodin Bouffant (Benoît Magimel) støder til. 

Ikke meget bliver sagt mellem Eugénie og Dodin, som er så synkroniserede, at de ved præcis, hvordan de hjælper hinanden i køkkenet. Ingen dialog behøves at blive brugt for at fortælle, at der her er tale om to mestre i gang med det, de har passion for. 

Vejen til hjertet går gennem maven

Kemien mellem Eugénie og Dodin forbliver usagt og vises gennem deres fælles kærlighed til mad. De har arbejdet sammen her i Dodins køkken i 20 år. Dodin er slottets gourmet, der inviterer venner til overdådig middag, og Eugénie er hans køkkenpige, som tilbereder maden til dem. 

Sammen har de et enestående samarbejde, der også har ledt til en gensidig kærlighed til hinanden. Dodin har flere gange gennem årene anmodet om Eugénies hånd i ægteskab, men gang på gang har hun afvist ham. Hun kan lide den tilstand, de er i nu, og det professionelle forhold de har sammen. Dette er selvom, de finder fornøjelse i hinanden seksuelt. I nattens måneskin bevæger Dodin sig til Eugénies sovekammer, banker på og vil enten finde døren låst eller ulåst for ham. 

Deres kærlighed til hinanden vises gennem deres passion for maden. Når Dodin har middagsgæster, ærgrer de sig over, at Eugénie ikke sidder til bords med dem, men hun forklarer, at hun spiser med dem i ånden, da de jo spiser hendes mad. Og da Eugénie en dag falder om i køkkenhaven og må lægge sig syg, indser Dodin, at han nu må lave mad til hende. 

Han tilbereder hende en formidabel menu nede fra køkkenet i kælderen, mens hun sidder til bords ovenpå i spisestuen. Selvom de ikke er i samme rum, føler man forbindelsen og den usagte dialog mellem dem, idet hun nu nyder hans mad. 

Han må dog selv servere hende hovedretten og spørger hende, om han ikke nok må overvære hende spise, imens han hælder en skibbruden champagne op til dem begge, der kun blev bjerget 2000 flasker af. Hvis det ikke er romantisk, ved jeg ikke, hvad er. Det slår i hvert fald kegler i den kulinariske verden. 

Gastronomi i fokus

Filmens fotograf Jonathan Ricquebourg gør brug af behageligt flydende kamerabevægelser gennem køkkenet for at vise det velkonstruerede samarbejde mellem kokkene. Man kan næsten smage de tilberedte retter, når kameraet dvæler ved de sydende gryder og pander, så vi virkelig får set og nydt retterne med øjnene. 

Ingen musik overdøver filmens hændelser. Dette valg sætter mere fokus på den reelle lyd fra filmens univers, som publikum oplever sammen med karaktererne. Denne diegetiske lyd af piskeris mod støbejernsgryder, fuglesang i den franske sommer, synk og anstrengelse, når kokkene arbejder i køkkenet, fungerer som sød musik i ørene. Det er ægte og råt, vores sanser bliver stimuleret, som vi er vidne til, at den smagfulde mad bliver tilberedt.

Fokus på de tilberedte retter understreger, at de virkelig bliver tilberedt af skuespillerne. I stedet for brugen af ”falsk” mad, som er typisk brugt på filmsets, da maden kan friskes op mellem optagelser, er der her brugt den ægte vare under vågent opsyn af kokken bag kameraet, Pierre Gagnaire. 

Behagelig og varm

Meget af filmens fokus er på maden. Hvis du leder efter et indviklet plot med konflikt og drama, er det ikke her, du finder det. Denne kulinariske filmoplevelse tager sin tid i lange sekvenser, hvor maden er i fokus, og prydes af de varme billeder og naturlige skuespil. 

Det er en dejlig pendant til den amerikanske tv-serie ’The Bear’, der foregår i et Chicago-køkken, hvor råb, skrig og stressende miljø lægger den primære stemning. I ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ dvæler køkkenet ved sin stilhed og varme. Ingen er oppe at toppes, kokkene er i komplet symbiose med hinanden, mens de kreerer dagens måltid. 

Det mærkes (desværre), hvordan store Hollywood-blockbusters og serier som førnævnte ’The Bear’ efterlader en med lidt af en arbejdsskade. Som de behageligt drejer om hinanden i den franske ’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’, venter jeg hele tiden på, at nu går noget galt, sådan at kokken Dodin råber og skriger, men det sker aldrig. For denne franske kulinariske kærlighedsfilm handler nemlig om noget helt andet – forholdet mellem Dodin og Eugénie og deres fælles kærlighed til maden og hinanden. 

Det er behageligt at opleve, hvordan kærlighed og lidenskab mellem mennesker og mad kan røre publikum lige så stærkt, som et højlydt, konfliktfyldt drama kan.