Japans mest elskværdige familie består af kidnappere, butikstyve og brystrystere.

Hirokazu Kore-eda er lidt af en Cannes-darling. Siden årtusindeskiftet har instruktøren præsenteret syv film på den franske festival, og fem af gangene har han deltaget i hovedkonkurrencen.

I år lykkedes det så endelig den 56-årige japaner at vinde Den Gyldne Palme, og det kan man godt forstå. For selvom ’Shoplifters’ på ingen måde redefinerer mediet, er filmen et emotionelt komplekst og naturligt flydende mesterværk, der ikke kunne være udført bedre.

Fattig og fornøjet
Efter krimiafstikkeren ’Det tredje mord’ er Kore-eda vendt tilbage til sin ekspertise: det komplicerede familiedrama. Ligesom i ’Min søns familie’, hvor to drenge bliver forbyttet på fødegangen, stiller instruktøren i sin nyeste film spørgsmålstegn ved blodbåndets vigtighed.

Fortællingen følger nemlig den brogede Shibata-familie, der faktisk slet ikke er biologisk forbundet. De bor i et lille, faldefærdigt hus i udkanten af Tokyo og lever på må og få. Mor Nobuyo og far Osamus jobs er så lavtlønnede, at husstanden, der desuden rummer moster Mayu og sønnike Shota, kun lige kan overleve på bedstemor Hatsues pension. Som et hyppigt benyttet madtilskud har Osamu, som filmens titel antyder, desuden oplært Shota i at være en ferm butikstyv.

På trods af de trange kår er stemningen positiv hos den lille familie. Specielt Osamu bidrager med en varm humor – selv når han brækker foden og får afslag på at få sygedagpenge. De skal nok klare den.

Heller ikke Mayus arbejde frembringer nogen sure miner. Iklædt skolepigekostume ryster hun barm foran betalende kunder, der gemmer sig bag en matteret rude. Det er da fint, at man kan tjene penge på den slags, synes bedstemor Hatsue.

En problematisk heltegerning
Livsglæden er enormt smittende, hvilket især skyldes de fantastiske skuespilpræstationer. Man må især tage hatten af for Kore-edas instruktion af filmens yngste aktører. Sjældent har børneskuespil været så umiddelbart og rørende som her.

Seksårige Miyu Sasaki stråler eksempelvis som den forslåede, sultne og forsømte pige Yuri, Nobuyo og Osamu en dag finder på gaden. Parret beslutter sig for at tage hende med sig hjem, og her får hun lov at blive. For de tror på, at hun vil kunne få et bedre liv hos dem end hos sine voldelige forældre. ”Det er jo ikke kidnapning, hvis ikke vi kræver en løsesum,” slår Osamu afværgende deres ret så ulovlige handling hen.

Den varme stemning medvirker til, at man helt glemmer at dømme den sympatiske familie for deres små og store forbrydelser. Den stille Yuri, som de med tiden navngiver Rin, blomstrer op hos sin nye familie, der giver hende masser af kærlighed og – i hvert fald på kort sigt – et bedre liv.

Langsomt kommer alvoren dog snigende, og man ser det alternative forældrepar i et nyt lys. Familiens levevis er naturligvis ikke helt efter lovbogen, og det har sine konsekvenser.

’Shoplifters’ indeholder mange små detaljer, der får fortællingen til at føles som ægte, levede liv – som når Shota udfører familiens faste ritual ved at kaste Rins tabte mælketand op i tagrenden. Det gør umanerligt ondt, når så autentisk portrætterede menneskeskæbner kommer i knibe.

Foto: Filmbazar