Bøhmanden Bughuul er slet ikke færdig med at lade børn strikke dæmoniske hjemmevideoer sammen. Vrøvlerierne dominerer og efterlader meget lidt plads til noget egentligt skræmmende i denne haltende efterfølger til Scott Derricksons moderate horrorhit fra 2012, ’Sinister’.
’Sinister’ (2012) var en til tider effektiv gyserfortælling med besatte børn, der i gruopvækkende, 8mm amatørvideoer filmede bestialske mord på egen familie. Bagmanden bag uhyrlighederne var en dødsensfarlig dæmon fra en parallelverden, de færreste ville finde attraktiv. Når det er uskylden selv, der, i overgivelse til ondskaben, fører kniven, kan det hurtigt blive en skræmmende affære. ’Sinister’ udnyttede en fin balance mellem netop tab af uskyld og en ikonisk, mytisk gyserfigur med en mystik omkring sig, der holdt sig faretruende i skyggerne. Træder ondskaben ud af sit skjul og bliver en fysisk konfrontation, er der risiko for udhulet uhygge, hvilket i høj grad er tilfældet i Ciarán Foys (’Citadel’) forsøg på at ryste bukserne af sin tilskuer.
Forbudt for børn
Efter de forfærdelige hændelser og et fatalt endeligt for familien Oswalt er den nu forhenværende vicesherif (James Ransone) tæt på mentalt sammenbrud. Hans opklaringsevner er dog intakte, hvilket hurtigt leder ham på sporet af næste led i kæden af død og ødelæggelse. En mor med to børn på flugt fra en voldelig ægtemand har søgt tilflugt og – ved første antagelse – sikkerhed på en afsidesliggende gård i det amerikanske ingenting. Gården har imidlertid været centrum for grufulde drab, og i kælderen ligger en velkendt kasse, indeholdende film, der formentlig vil blive censureret ud af Disney Sjov. Kan Mr. Boogie endnu en gang forføre børn til at udføre ubegribelige rædsler via skidt producerede videoproduktioner, eller når den forhenværende vicesherif at gøre en forskel og sætte en stopper for dyster bøvl og ballade?
Jeg er en følsom fyr, og jeg indrømmer gerne, hvor nem jeg er at skræmme. Utallige horrorfilm har givet mig søvnløse nætter og gentagne mareridt. ’Sinister 2’ bliver ikke en af dem. Bevares, gysertroper som jump-scares med høje, skingre toner er skam velrepræsenterede, og jeg hoppede da også et par gange i sædet. Jeg ville også hoppe i sædet, hvis tilskueren bag mig kunne finde på at more sig ved at sprænge en ballon bag mit øre. Er det et chok, der har kvalitet i sig selv? Ikke når det på baggrund af et vrøvlet plot er eneste misforståede element af ægte horror.
Skræmmende uskræmmende
Børnelokker-dæmonen, Bughuul, træder denne gang frem fra gemmerne og vandrer rundt som en vag kopi af Michael Myers. Med langt, fedtet hår og hvid maske skal han fremstå mere uhyggelig og intimiderende end i første film, men hans fysiske nærvær ødelægger mystikken, det ukendte, og derved et velfungerende gys. Historien fortælles denne gang fra børnenes perspektiv, hvilket er et glimrende forsøg på fornyelse, der dog lider under forudsigelsens fælder. Den yngste søn, Dylan (Robert Sloan) bruger enormt meget tid på at se de farlige videoer, og det virker til, at filmens primære fokus er, hvordan filmkunsten kan overføre ondskab til en letpåvirkelig og skrøbelig ungdom. Det holdes dog i det uvisse, hvorfor små kortfilm kan gøre relativt normale børn til frådende massemordere, og det psykologiske aspekt vedrørende børns forfald til det onde berøres bekymrende lidt. Bedre er det heller ikke, at Bughuuls børnespøgelsesslaver er anført af den overspillende og meget lidt skræmmende Milo (Lucas Jade Zumann), der febrilsk forsøger at viderebringe sin herres ondsindede planer. En form for komisk karikatur af børnepræsten, Isaac, fra ’Children of the Corn’, der nærmest i sig selv var en karikatur. Ikke godt.
’Sinister’ havde fokus på stemning, mystik og en uhåndterbar uhygge. ’Sinister 2’ vil gerne forklare og legemliggøre, men det ender med at distancere og afmystificere det, der virkelig skræmmer. Bøh for en begmand.