’Skaknovelle’ er en bjergtagende fortælling om menneskets urokkelige søgen efter et ståsted

copyright: angel films

”Så længe Wien danser, kan verden ikke gå under”. ’Skaknovelle’ er en indtagende østrigsk dans, der får hjertet til at synke og hårene til at rejse sig. Ét trin ad gangen bliver du trukket længere ned i galskabens dyb, med en blinkende pære, der skærer i dine øjne, mens døren lukkes bag dig.

 

Konge, dame – skakmat

’Skaknovelle’ er baseret på Stefan Zweigs mesterlige novelle af samme navn og er en historie om langsom tortur, isolation, galskab, besættelse og selvfølgelig skak. Novellen udkom i 1941, kort tid før Zweig begik selvmord, og er et sublimt eksempel på intenst psykologisk gys og eksistentielle traumer udlevet gennem en skakduel på en rokkende passagerdamper henover Atlanten.

Året er 1938, og nazisterne har lige besat Østrig. Advokaten Josef Bartok (spillet af hjertegribende Oliver Masucci) arresteres og sættes i isolation på Hotel Metropol – som nu er blevet lavet om til Gestapos hovedkvarter. På grund af Bartoks adgang til vigtige bankkonti holder nazisterne ham fængslet på et værelse, mens lydene af torturofre klinger gennem væggene.  

Efter måneders indespærring bliver Bartok sendt ned på kontoret til den østrigske Gestapo-leder Franz-Josef Böhm (spillet af hårrejsende Albrecht Schuch). Her får han i al hemmelighed listet en bog op under trøjen og føres tilbage til sit værelse. Med en stor kærlighed for litteratur er bogens eskapisme Bartoks eneste mulighed for frelse. 

Til sin umiddelbare misfornøjelse har han erhvervet sig en bog om skakspil, og med intet andet for end at fordybe sig i skakspillet begynder en manisk besættelse, der vil føre Bartok ud i et farligt spil mod nazisterne og sig selv, hvor hvert træk kan blive det sidste.

Galskab og østrigsk charme

Efter successen ’The Queen’s Gambit’ på Netflix er skak blevet det nye sort. Et spil, der handler om strategi, tålmodighed og psykologisk manipulation. Men i modsætning til ’The Queen’s Gambit’, hvor skakken er hovedrollen, viser instruktør Phillipp Stölzl i ‘Skaknovelle’ mere en fortælling om, hvad der sker med et menneske, når resten af verden forsvinder, og kun fantasien er tilbage at rode rundt i. Skakken bliver scenografien for indre psykologisk terror, når Bartoks sind kæmper imod sin egen dualisme i et spil om hvid eller sort. 

Med den overordnede rammefortælling i et nazi-domineret land bliver det ikke bare hans indre, der er i isolation, men hele verden der hurtigt kollapser omkring ham og alle andre. En kamp mod tiden, mens urene er gået i stå.  

Indtagende og smukke Østrig er et mesterligt scenetæppe, der luller dig ind i en falsk sikkerhed i en film-noir-lignende atmosfære, der leder tankerne mod ’Casablanca’ og ’Doktor Zhivago’, mens væggene langsomt fyldes med skrig og bøgerne brænder op, så kun dæmonerne er tilbage.  

“Så længe Wien danser, kan verden ikke gå under”

Med størstedelen af manuskriptet overført fra bogen har manuskriptforfatter Eldar Grigorian beholdt Stefan Sweigs genialitet og brusende dialog. Det tyske sprog har fået et dårligt ry gennem tiden, men tysk er et levende sprog med syngende og skarpe sætninger, som kun tyskerne (og østrigerne) kan levere. Et sprog, der skærer dig i hjertet, mens det kilder ned ad ryggen. 

Tyske Oliver Masucci, der spiller hovedrollen Bartok, er eminent i sin skildring af den halv-arrogante rige østriger, som langsomt smuldrer én dag ad gangen i sin søgen efter et holdested. 

’Skaknovelle’ er en af de smukkeste og mest hårrejsende film, jeg har set om 1930’erne. Med tårnhøj produktionsværdi, eminent skuespil og mesterlig klipning er ’Skaknovelle’ et blændende portræt af menneskets kamp for et ståsted midt i sindssygens overtag. En skildring af konsekvenserne ved nazisternes kolde ondskab, som også kan vise sig i skæve smil i mundvigen og et langsomt klap på skulderen, idét døren smækkes i. 

På et gyngende skib danser Wien en farlig dans, og vi kan ikke gøre andet end følge efter i glødende sko.