Disneys seneste genindspilning er et herligt gensyn, selvom det aldrig bliver en ’’tale as old as time’’ på samme magiske manér som animationsfilmen.
’Skønheden og Udyret’ er den seneste del i Disneys lange række af planlagte genindspilninger i et filmunivers, hvor man satser på folks nostalgi frem for originalitet. Måske modsiger dette alt hvad Walt Disney gik ind for, men hvad har den gamle, nedfrosne mand egentlig at sige når ’Junglebogen’ fra sidste år indtjente knap syv milliarder kroner? Og selvom visse genindspilninger har gjort mere skade end gavn (jeg må tilstå at have et stramt forhold til ’Maleficent’), har de også ledt til vigtige nuancer, som ses i ’Eventyret om Askepot’, hvor prinsen rent faktisk har en personlighed. ’Skønheden og Udyret’ skiller sig ud, idet at den føles mere som en genfortælling end en opdatering. Er det nok til at skabe en fortryllende biograftur?
Alt ved det gamle
Den smukke og særlige Belle bliver holdt fanget af det væmmelige udyr, som prøver at finde ægte kærlighed, så han kan forvandles tilbage til en prins inden det er for sent. Men hvordan kan en skønhed forelske sig i et udyr? Det romantiske eventyrs plot fungerer for det meste på samme måde som animationsfilmens. Til gengæld er genindspilningen 40 minutter længere, hvilket bruges til at udpensle Belle og hendes families fortid samt tilføje flere musikalske numre. Her kunne man frygte, at Disney desperat koger unødvendig meget suppe på fortællingen, men tilføjelserne er for det meste velkomne.
De nye sange er ikke ligeså ørehængende, men de viderefortæller historien med elegance, hvilket især ses når Belle og Udyret lærer hinanden bedre at kende igennem en sang fra barndommen. Dertil har småfigurer som Belles far, Maurice, og Gastons undersåt, LeFou, fået større karakterudviklinger, og de ender faktisk med at være forbedringer af animationsfilmens fremstillinger. På bekostning af at være knap så underholdende.
Hermione ’Belle’nger og ham gutten fra Hobitten, som nu er Gaston
Der hvor ’Skønheden og Udyret’ desværre halter er ved fremstillingen af skønheden selv og den narcissistiske Gaston. Emma Watson giver alt hvad hun har, og behøver overraskende nok minimal autotune. Hun når desværre aldrig at blive den temmelig besynderlige Belle, som den franske landsby ellers udstiller i sang og skrål i en flot fremstillet udgave af ’Belle’. Jeg ender snarere med at ane Watsons Belle som en blanding af Hermione fra Harry Potter-universet og Rapunzel fra ’To på flugt’ end jeg fornemmer den søde og ambitiøse bognørd.
Luke Evans forsøger ihærdigt at indfange alfahanen i Gaston, hvilket lykkedes for det meste (selvom sangstemmen nærmest får Russel Crowe fra ’Le Miserables’ til at grine). Jeg savner bare den tragikomiske Gaston, som fik hele landsbyen til sit bryllup med Belle inden han overhovedet havde friet til hende. Den del er ikke til at finde i ’Skønheden og Udyret’, hvilket ender med at gøre Evans’ Gaston manglende på lige fod Watsons Belle.
Et fortryllende ydre, med et bristende indre
Det knibende forhold til hovedkaraktererne forhindrer desværre genindspilningen i at føles som andet end en storslået genfortælling. Den når aldrig at finde sin magiske sjæl på samme måde som animationsfilmen til trods for en vidunderlig billedside. Men det ér veludført, den tidløse historie holder stadig og de nye tilføjelser gør, at jeg i sidste ende var glad for det gensyn jeg fik med ’Skønheden og Udyret’. Derfor er det ganske vist min anbefaling endnu en gang at være hvor gæst til det klassiske Disney-eventyr.