Alene med sønnen Sam (Armand Verdure) forlader Alain (Matthias Schoenaerts) Belgien til fordel for det solrige Frankrig. De to flytter ind i Alains søsters garage, og mens Sam glemmes i folkeskolen, tjener Alain penge som dørmand og sikkerhedsvagt. En aften overfaldes Stéphanie (Marion Cotillard) på dén natklub, hvor Alain er dørmand, og han kører hende hjem.
Stéphanie arbejder til daglig i et havdyrscenter. Showet går galt, og Stéphanie ender i bassinet med spækhuggere. På hospitalet vågner hun op uden sine ben. Alain gav Stéphanie sit nummer den aften han reddede hende, og hun ringer til ham for at få tiden til at gå. Den ellers rå og maskuline dagdriver viser sig nænsom og næstekærlig overfor den handicappede Stéphanie, og de to opbygger et venskab. Et venskab, der udvikler sig fysisk, og som for Alain ikke var intenderet andet end et venskab. Det noget umage par opbygger et ømt og omsorgsfuldt kærlighedsforhold der skal vise sig at bestå af langt mere end fysisk tilfredsstillelse.
Alain bærer Stéphanie ud i vandet så hun kan svømme, og hun kommer op på hans ryg så han kan bære hende op i liggestolen igen. Det er et meget fint billede på hvordan den ellers brutale Alain langsomt fører Stéphanie tilbage til livet, og på hvordan de to sammen bringes ind i én enhed. Stéphanie tager med til boksekampe hvor Alain stiller op for at slås om penge, og hun bliver hans bookmaker. Kvinden med de to benproteser er yderst malplaceret i horden af svedende Fight Club-mænd, og intet kunne bedre skildre deres forskellige verdener.
Modsætninger mødes, og de udvikler sig i takt med deres forhold. Matthias Schoenaerts og Marion Cotillard leverer sindssygt stærke præstationer, og deres rollers udvikling gennem filmen er helt henrivende. Filmen omhandler både Stéphanies kamp for at komme tilbage til livet, og samtidig transformeringen af Alain fra at have en egoistisk faderrolle, til at blive kærlig og mere menneske.
Smagen af rust og ben (De rouille et d’os) er en enkel og vanvittig flot historie om to mennesker der forelskes. De redder hinanden fra at forsvinde fra det etablerede samfund. De finder sig selv i hinanden, og får lyst til livet på grund af hinanden. Filmen er både universel og konkret, bred og smal, nedslående og storslået. Det er dejligt at se Marion Cotillard på sit oprindelige sprog. Hun er fin i både Inception og The Dark Knight Rises, men i denne film viser hun i sandhed sit skuespils enorme spændvidde.
Et tilbagevendende motiv for filmen er det grumsede vand. Det er heri Stéphanie falder, og mister sine ben, og det er i samme element Alain senere skal genfinde sin søn. Det er også ud i det grumsede vand Alain bærer Stéphanie, her hun genfinder viljen til livet, og her, de to finder hinanden. Det er en uigennemsigtig måde at fortælle en transparent historie på. Bravo.
