En gruopvækkende film om en ondskabsfuld stening af en uskyldig kvinde i en primitiv iransk landsby. Momentvis er Soraya M. en fantastisk smuk film, der tematisk er både chokerende og uhyre relevant, men fortællingen er alt for forudsigelig og derfor også langtrukken, grænsende til det kedelige.

Soroya M. er en filmatisering af bestselleren The Stoning of Soraya M. (1994). I filmen ser vi, hvordan bogens forfatter, journalisten Freidone Sahebjams, bliver indvilget i den frygtelige historie om mordet på Soraya. Han tvinges på grund a motorstop til at gøre stop i en øde iransk landsby, hvor han bliver opsøgt af den ældre kvinde, Sara. Hun fortæller i hemmelighed historien om sin niece, Soraya M., der dagen forinden blev stenet til døde i landsbyen.
Den afsidesliggende lille bjerglandsby styres brutalt af en lille klike mænd, der med henvisning til de hårde, kvindeundertrykkende regler udstukket af landets overhoved, Ayatollah Khomeini, gør alt for at udnytte deres autoritet for egen vindings skyld. Soraya’s voldelige ægtemand, Ali, har krammet på flere af disse mænd, og som en del af en bestikkelsessag har han fået lovning på en smuk 14-årig pige, som han agter at gifte sig med. Men da han allerede er gift, er han tvunget til at betale medgiften tilbage til Soraya, hvis han vil skilles. Da Soraya ikke selv kan forsørge sig selv og sine døtre, nægter hun frivilligt at lade sig skille. Ægtemanden overtaler derfor byens Mullah til at hjælpe sig med at beskylde Soraya for utroskab, så han kan slippe ud af ægteskabet uden udgifter. Straffen for utroskab er stening til døden, og da de to mænd lidt efter lidt manipulerer resten af landsbyen til at støtte dem, står Soraya og Sara pludselig alene i en grum lynchstemning.

Hele historien er i sig selv ganske enkel, men fortællingen op til henrettelsen strækkes ud til det uudholdelige uden nogen overraskelser eller egentlig spænding. Selve steningen af Soraya er anderledes fascinerende og kreativt skildret. Selv byens små drenge får efter offentliggørelsen af Soraya’s dødsdom travlt med at indsamle sten til at kasteskyts i et næsten rutinelignende ritual, der afspejler, at det åbenbart ikke er første gang i byen, at kvinder stenes. Mens Soraya føres bort fra sit hus ned på torvet i byen, følges hun af en skare af små drenge, mænd og kvinder, der ondskabsfuldt og taktfast larmer ved at slå de indsamlede sten i mod hinanden – det frembringer en blodtørstig og djævelsk lynchstemning, som får det til at løbe koldt ned af ryggen på biografsalens tilskuere. Nede på markedspladsen godt inde i henrettelsen, der angiveligt tager timevis, hører vi den karakteristiske lyd af baskende duer – et sidste glimt fra et af Sorayas gode minder. Den baskende lyd glider over i lyden af faldende sten, der hagler ned omkring og på den bagbundne og halvt nedgravede Soraya. Her ser man et klip fra Sorayas synsvinkel, hvor en enorm byge af sten formørker himlen inden deres frygtelige nedslag på hendes ubeskyttede krop, der frembringer voldsomme kvæstelser. Selvom en dødsdom i sig selv er forfærdelig, er det dog ingenting ved siden af Sorayas langsomme og smertefulde stening, der er så frygtelig pinefuld, at selv Jean D’Arc må have glædet sig over, at hun slap anderledes nådigt. Begge er de dog kvindelige martyrer, der grufuldt henrettes med henvisning til den herskende religion. Soraya M. er udover at være en film om den groveste kvindeundertrykkelse, også en skildring af magtbegærlige mænds udnyttelse af Islam, samt en åbenbar kritik af den uciviliserede del af menneskeheden.

3 af 6 stjerner.