Sorg og glæde

Når ansvaret skal placeres 

Historien er kendt for de fleste. I 1984 dræbte Nils Malmros’ kone deres fælles barn; en ni måneder gammel datter. I en psykose skar hun datteren i halsen med en køkkenkniv. Tragedien har i mange år været holdt hemmelig, men nu fortæller Malmros, efter eget udsagn, historien i én til én. Kun navnene er ændret.

Først ved man meget lidt, senere mere – idet man, i velfungerende flashbacks, ser Malmros udfolde Johannes (Jakob Cedergren) og Signes (Helle Fagralid) historie. Malmros springer i tiden, og allerede i begyndelsen er man med i stuen, da Johannes hører hvad der er sket. Filmens generelle fravalg af underlægningsmusik er velvalgt. I Johannes’ ansigtsudtryk, bliver tragediens kompleksitet tydelig. Der er ingen simplicitet i Sorg og Glæde.

Efterfølgende ser man tilbage til dengang forelskelsen blomstrede. Selv i uskyldigt kærlige og meget sårbare scener glemmer man aldrig tragedien. Det skaber den nervøsitet og usikkerhed, der er filmens motor. Fortælleformen er kløgtig. Det er gennemtænkt, hvad der fortælles hvornår.

I historien om Johannes’ blomstrende karriere og parrets fælles forelskelse, udfoldes Sorg og Glæde som en film, der gennemgår stort set hele det følelsesmæssige spektrum. I løbet af filmens næsten to timer introduceres glæde og sorg, kærlighed og jalousi, tab og tilgivelse, men mest af alt ansvar og skyld. Alle vises udførligt og rørende. Man er med hele vejen. 

De der bærer skylden

Sorg og Glæde er ikke kun en film om, hvad kærlighed er i stand til. Det er ikke en fortælling om Malmros’ storslåede tilgivelse. En psykose kan som søvngængeri ikke tilgives, det er efterhånden kendt for de fleste. Sorg og Glæde handler om menneskers behov for at placere skyld, når ansvaret fralægges. I forlængelse heraf er filmen befriende lidt juridisk. Det er ingen amerikansk retssagsfilm. Der bliver ikke peget fingre. Ingen syndebuk efterlyses. I stedet handler filmen om, hvordan man tilgiver sig selv, når den værst tænkelige tragedie både kunne og skulle være undgået.

Signes mor lukker naivt øjnene for de psykiske lidelser. Johannes narcissistiske verdenssyn når sjældent længere end egen næsetip. Spillet mellem de to er troværdigt. I filmens mest symbolske scene bliver Maria i sin barnevogn skubbet mellem sin far og mormor som det ansvar, de begge fralægger. Tilbage står den hjælpeløse Signe. I en af mange velspillede scener mellem Cedergren og Fagralid fortæller Johannes beroligende, at de eneste der bærer skylden er dem. Dem, fordi de ikke formåede at passe bedre på Signe.

Den allestedsværende tragedie

Jakob Cedergren ér Malmros. Han dominerer sit forhold og de børn, der som marionetter gengiver instruktørens tabte barndom. I scenerne der forestiller optagelserne til Kundskabens Træ og Skønheden og Udyret, møder man filmens måske stærkeste birolle i Iben, der spilles imponerende af debutanten Maja Dybboe. På optagelserne opstår Nabokovske spændinger mellem hende og Johannes. Cedergren og Fagralid er som forventet eminente. Maja Dybboe er uventet filmens store gave. Under de fiktive optagelser glemmer man kortvarigt den ellers allestedsværende tragedie. Det bliver en vellykket fortælling i historien.

Signe er som psykotisk imponerende, når hun i løbet af filmen formår at vise sit skuespils mange talenter. Det vellykkede ved scenernes diversitet kan i høj grad tilskrives Helle Fagralid. Malmros har gentagende gange fortalt, at hun ikke var hans valg, men alene hans kones. En sådan påvirkning kan være risikabel. I Sorg og Glæde er det den store gevinst.

Desværre for Sorg og Glæde forsøger Malmros i en lidt for søgt metascene at forklare sit publikum, hvad det hele handler om. Det havde han bestemt ikke behøvet. Tværtimod havde det klædt filmen, hvis underteksten og dermed fortolkningen var efterladt til dens publikum. Ikke flere onde ord skal lyde herfra. Selv siger Nils Malmros, at denne film giver facit på alle hans andre film, og at det dermed (endnu engang) er hans sidste. I så fald er det en smuk og sandfærdig afslutning. Sorg og Glæde er en sjælden helstøbt fortælling, der på intet tidspunkt ender med alle mænd ved patospumperne. Og gudskelov for det.