En maj-december romance fører til en nyfunden vitalitet hos en afdanket grand prix sangerinde. Men kan hun slippe fortiden og give sig hen til nuet?
Hvad er det, der er så fascinerende ved Melodi Grand Prix? Er det pompen og pragten, de smukke kjoler eller de, oftest, optimistiske sange? Eller er det den trygge genkendelighed ved den årligt tilbagevendende begivenhed?
Det er jo unægteligt forbundet med en vis nostalgi. Nogle personer bliver i rampelysets spot for evigt, mens andre glider ud i glemslens mørke. En gang imellem er der dog en der dukker frem igen frivilligt eller ufrivilligt. Er der stadig noget at komme efter, eller var det bedst at blive i nostalgiens flatterende skær?
Liliane (Isabelle Huppert) er en tidligere Grand Prix sangerinde, der toppede, da hun blev toer efter ABBA et år. Nu arbejder hun på en paté-fabrik og lever et ganske trivielt, anonymt liv. Lige indtil den dag, hvor den unge Jean (Kévin Azaïs) begynder at arbejde der. Han genkender hende, men hun benægter det til at starte med. Langsomt varmer hun op for ham, og sød musik opstår. Lysten til at optræde vender også tilbage og med det gamle (u)vaner.
Prinsen på den blå scooter
Der skal ikke herske nogen tvivl. Den her film står og falder med Huppert. Heldigvis leverer hun varen.
Som Liliane giver hun en fin og legefuld præstation, som på sin vis ligger milevidt fra hendes tour de force demonstration i ’Elle’. Udviklingen fra den lille tavse mus på patéfabrikkens gulv til den flamboyante diva er betagende. Det er som at se vulkan. Man mærker en stille rumlen under overfladen og da eksplosionen så kommer, kan man ikke gøre andet end at overgive sig.
Katalysatoren for denne eksplosion, Jean, er herlig blåøjet og ukompliceret. Han er ung og forelsket – klar til at være manden for Liliane. Det er en perfekt kontrast til hende, der for længst bogstaveligt talt har pakket showbizzdrømmen væk. Men det er dog hende, der tager det første skridt fra venner til venner med mere.
Let og fængende
Anden film fra instruktør og manuskriptforfatter, Bavo Dafurne, er forbandet smittende. Den er i bund og grund en rom-com uden de store armbevægelser. Det handler om en ung mand og en moden kvinde. Men den har en lethed og charme, som fænger. Især er en af Lilianes sange så voldsomt en ørehænger, at jeg stadig fanger mig selv i at gå og nynne omkvædet.
Der alluderes til, at Liliane har et lidt for stort alkoholforbrug. Men som flere tunge emner i filmen, bliver der danset lidt henover det. Det er på sin vis forfriskende, at der ikke bliver brugt tid på lange prædikener (næsten), men det gør også, at filmen ikke hæver sig til mere end blot god popcorn underholdning.
Et af de helt store lyspunkter i den gode underholdning er Jeans far, Eddy (Jan Hammenecker). Ganske som hans søn har nu, så havde han et crush på Liliane da han var ung. Det er hysterisk morsomt, at se ham opføre sig som en forelsket præ-pubertær knægt. Stor cadeau til Dafurne og kompagni for kreationen af den her herlige bi-figur.
Kunne man have lavet det bedre? Sikkert, men filmen har nu alligevel en charme, som gør, at man føler sig godt underholdt fra start til slut. Som Huppert synger ”Je dis oui!” – jeg siger ja til den her film.
