I 132 tempofyldte minutter formår J.J. Abrams den svære kunst at følge op på forgængeren – Star Trek fra 2009 – ved at balancerer referencerne til det kendte univers traditioner og karakterer uden at fremmedgøre nye fans. Samtidig holdes tempoet højt uden at miste detaljerne for kemien mellem Spock, Kirk og resten af familien på USS Enterprise. Og endelig er filmens politiske undertoner personificeret og mesterligt udtrykt af Benedict Cumberbatch der giver filmen den mørke som titlen antyder.

I moderne actionfilm er det kendetegnende at starten, det man inden for dramaturgien kalder anslaget, gerne skal være så tempofyldt som overhovedet muligt. Desværre ser man tit, at iveren for at fange publikum fra start af med vilde effekter og hæsblæsende tempo, sker på bekostning af anslagets anden dramatiske funktion; nemlig at give tilskueren hentydninger til, hvordan den (erkendelses)rejse, som hovedkarakteren skal på i historien, vil forme sig.

I J. J. Abrams Star Trek Into Darkness starter filmen hårdt og hurtigt ud med James T. Kirk(Chris Pine) og Dr. Leonard McCoy(Karl Urban) sprintende i fuld flugt væk fra en primitiv stamme på en fremmed planet. Samtidig er resten af holdet på det gode rumskib USS Enterprise med Spock(Zachary Quinto) i spidsen ved at sende ham ned midt i en meget aktiv vulkan. Planen er at stoppe vulkanen fra at gå i udbrud. Missionen besværliggøres af at besætningen, ifølge det omfangsrige stjerneflådereglement ikke må afsløre deres identitet overfor lokalbefolkningen. Da Spock mister radiokontakt og muligheden for at ”beame” ud af vulkanen, vælger Kirk at se stort på reglerne for at redde Spock fra døden i lavaen.

Sikkert hjemme på jorden må Kirk stå til ansvar for admiral Pike(Bruce Greenwood) som degraderer ham til næstkommanderende og overflytter Spock til et andet skib.

Nu skal Kirk en gang for alle lære at reglerne også gælder for ham. Denne lektion viser sig at blive en hel del mere besværlig, idet den tidligere stjerneflådeagent John Harrison(Benedict Cumberbatch) via en snedig plan får ram på store dele af stabsledelsen heriblandt Kirks ”reservefar” Pike. Opsat på hævn sendes Kirk og Enterprise, takket være den øverstkommanderende admiral(Peter Weller), på en hemmelig og ulovlig mission for at dræbe den mystiske Harrison der har søgt tilflugt hos føderationens fjender; Klingon´erne.

Med Star Trek Into Darkness har J.J. Abrams fået den tvivlsomme ære af, at stå for den 13. film i det Science fiction univers som Gene Roddenberry skabte for over 50 år siden. Udover det uheldige nummer har udfordringerne for Abrams og Co. være mange, lige fra dedikerede fans, der helst ikke ser at der pilles for meget ved de elskede karakterer. Omvendt skal nytilkomne helst ikke føle sig fremmedgjort af konstante henvisninger til de gamle film. Hertil kommer at de nye Star Trek film ud fra et kommercielt synspunkt er tænkt som sommer-blockbusters, der gerne skal appellere til hele familien, hvilket er en udfordring idet at Star Trek, i modsætning til Star Wars, altid har været betragtet som intellektuel science fiction, hvor handlingen i større og mindre grad kunne læses allegorisk som en kommentar til samtidens politiske og kulturelle udfordringer.

I det store hele fungerer og opfylder Star Trek Into Darkness de mange forskellige forventninger man gammel som ung måtte have til filmen. Dem der forventer den store rutsjebane af effekter får fuld valuta for pengene. Samtidig får de tilskuere, der er mere interesserede i de personlige forhold besætningsmedlemmerne i mellem, og de underlæggende politiske allegorier også deres ikke mindst takket være Benedict Cumberbatch, der er charmerende uheldsvanger og dødscharmerende som filmens skurk! Hans præstation alene gør filmen værd at se!