Forestil dig først et scenarie, hvor Gene Kelly står i Debbie Reynolds dør en regnfuld aften. Han kysses farvel af hende med en sød ordre om at tage sig godt af sin hals i det dårlige vejr. Men så snart hun er trådt inden for døren, sender han taxaen alene af sted for selv at slentre igennem den regnfulde gade – verden er for smuk til at blive set igennem en automobils duggede ruder. Han nynner en glad melodi, og rytmen begynder at få sit tag på hans gang. Kærlighedens ekstase får ham til at glemme alt om sit helbred, og han bliver plaskvåd, da han ikke kan lade være med at danse. Paraplyen er hans besjælede partnerske, mens han hopper rundt i vandpytterne med en blanding af et lykkeligt barns fjollerier og en af verdens bedste stepdanseres koreografier. Scenen er tres år gammel, men huskes stadig i hele verden for at bringe glæde og fascination med sin dans.
Forestil dig så en flok douchebags stå og vride sig til dubstep i Miami.
Sidstnævnte scene er fra den nyeste, biografaktuelle dansefilm, Step Up Revolution, fra selvsamme californiske filmby, der engang bragte værker som Singin’ in the Rain, Top Hat og sidenhen Footloose og Dirty Dancing.
Men lad os nu – for en stund i hvert fald – glemme fortiden og se på det største inden for dansefilm i starten af 2010’erne. Step Up-serien er en storsælger med et stort publikum – og store billboards overalt i de store byer, hvis du ikke skulle have bemærket det. Ja, det er en stor serie, hvor Step Up Revolution altså er fjerde skud på stammen, der begyndte at gro i 2006 med Channing Tatum i hovedrollen. Filmen har intet med de forrige at gøre – bortset fra at den handler om at danse, selvfølgelig.
Og handlingen er der intet kød på – blot et par veltrænede mavemuskler. Den handler om et par lækre fyre, der har lavet en flashmob, der danser rundt i Miami for at gøre en forskel. For der er en ondsindet hotelmagnat (selvfølgelig spillet af Peter Gallagher), der vil bygge et stort hotel lige der, hvor de unge og hippe hænger ud. Derfor er det op til dem at smelte den ondsindede finanstops hjerter med sine forbudte trin.
Åbenbart.
Men så let går det ikke, for den pumpede hovedperson møder til en strandfest en pige, som han forelsker sig i og som, ligesom alle andre i filmen, danser som i en (våd teenage-)drøm. Og du gætter aldrig, hvem hun viser sig at være? Tadaa! Den onde hotelkonges datter.
Og nu vil jeg gerne have lov til igen at skrue tiden et par, eller flere, årtier tilbage. Lad mig fortælle hvorfor. Jeg aner intet om dans. Og sandt at sige interesserer det mig ikke. Så for at have et sammenligningsgrundlag har jeg set på et par af de danseklassikere, jeg selv er kommet til at holde af. Jeg har fundet nogle af de træk, der gør dem tidløse. Step Up Revolution indeholder ingen af de egenskaber:
For det første har alle hovedpersonerne haft en umådelig, universal charme. Deres personlighed har de overført til dansene, der herved bliver ligeså indtagende og udødelige. I Step Up Revolution er alle umenneskeligt lækre. Men ingen antydning af personlighed, overhovedet, og ikke noget tilnærmelsesvis charme, eller mere vovet: Skønhed! Blot vaskebræt, sexhungrende blikke og arrogante smil. Og det gælder ikke bare hovedpersonerne, men alle mennesker i hele filmen. På stranden, i poolen, i baren, på restauranten. Alle mennesker alle steder ligner Colgate-, Nivea- eller hvad-ved-jeg-modeller. Gud forbyde en skæv tand, antydning af flyveører eller en frisure til under 700 kroner. Hele filmen føles som et langt, misbilligende elevatorblik til publikum (med forlov tillader jeg mig at generalisere her).
For det andet har dansene i klassikerne en narrativ og tematisk funktion. De beskriver de dansendes følelsesliv og virkelighedsopfattelse bedre, end nogen replikker eller musikkompositioner kunne. Dansene bliver handlingen. I Step Up Revolution er dansene blær. Ikke andet. Imponerende og akrobatiske, javist, men det er der sgu så meget, der er.
Hvilket fører mig til sidste punkt: Klassikerne har overdådige koreografier. Det vil jeg slet ikke påstå, at Step Up Revolution ikke har. Man ser dem bare ikke. Der er for mange lækre mennesker, der skal ses. Der er for mange forskellige booties, der skal shakes aggressivt (hvilket i øvrigt er den eneste funktion, sorte piger overhovedet har i denne film. Hvad sker der for det?), og der er for mange imponerede statistblikke, der skal fanges. Og derfor er det ikke meget sammenhængende dans, man får at se.
Tag nu den førnævnte dans med Gene Kelly fra Singin in the Rain som eksempel. I den knap fire minutter lange sang- og dansesekvens tæller jeg 6 klip – og det er kun imellem close-ups og totalbilleder. Ved et gensyn med introdansen i Step up Revolution talte jeg 35 klip det første minut(!) imellem gud-ved-hvor-mange forskellige personer. Og så orkede jeg ikke at tælle længere. Og ja, der er flere personer med her, og de hopper trods alt rundt i store menneskemængder. Ikke desto mindre lærer jeg ikke nogen at kende igennem deres dans, og jeg får ikke en fornemmelse af dansen som helhed. Jeg ser kun kortvarige akrobatikfremvisninger og reaktioner på samme. Som at klippe i lyden i en sang, bare fordi der er et kor med.
Så ja, der er noget, der holder i Step Up Revolution. Det er ikke filmisk, det er ikke narrativt, og det er ikke følelsesmæssigt. Det er teenageleflende muskelspil. Mestendels helt bogstaveligt, men også i musik og dans. Sidstnævnte når også så langt som til at imponere undertegnede, som trods alt ikke er mere end en håndfuld år fra målgruppen. Det laver nu ikke om på, at Step Up Revolution ikke er noget for mig. Jeg tager i biografen for at se film, ikke saltomortaler.