Af Dorte Winkler
Der er stor fokus på brødre i det danske biograflandskab for tiden. Sidste uge havde Brothers, den amerikanske filmatisering af Susanne Biers Brødre, premiere, og om bare fjorten dage kommer Nicolo Donatos roste debutfilm Broderskab. Men lige nu er det Thomas Vinterbergs Submarino der er i velfortjent centrum. Filmen er baseret på Jonas T. Bengtssons roman af samme navn og var udtaget til hovedkonkurrencen på den nys overståede Berlinale og hurtigt solgt til de første ti lande.
I Submarino hiver Vinterberg os en tur nedad, ikke bare ned under overfladen, men helt ned på bunden af samfundet – derned hvor det nærmest er svært at trække vejret for misbrug, svigt, vold og utidig død, ikke mindst for samfundets svageste – børnene.
Nik og hans lillebror vokser op hos deres gennemalkoholiserede mor i et hjem, der er helt uden voksenstyring, og hvor de to drenge derfor, i egne øjne, er medansvarlige i en ulykkelig familietragedie. En skyld de trækker med sig ind i deres voksenliv, hvor de begge er endt i alvorlige misbrug. Filmen udspiller sig over en periode på ca. 3 uger omkring morens død og følger først Nik, nylig løsladt for vold, bosat på herberg, i fuld gang med at kædedrikke guldøl og uden noget at se frem til. Alligevel er Nik en person der ikke kan undlade at involvere sig i sine medmennesker, og har et blødt punkt for dem der er svagere end ham. Senere følger vi lillebroren, der forsøger at få et liv som heroinjunkie til at hænge sammen med sit ansvar som enlig far til Martin. Selvom han ikke fixer foran sit barn, men pænt går på toilettet, så går det tit galt når det gælder at dække drengens basale behov, og det hænder at lille Martin går både sulten i seng og sulten i børnehave, uden en madpakke.
Køleskabet med en ensom dåse makrel er her et konkret billede på den generelle ressourcemangel, der hersker i det nederste lag og kendetegnende for den meget nøgterne skildring vi generelt møder i Submarino. I dette miljø får vi ingen feel-good kontraster at læne os op ad, ingen lille rygepause fra elendigheden, og når vi på et tv i baggrunden ser et klip fra TV2 programmet Klassefesten, understreges absurditeten i familien Danmarks lørdagsunderholdning.
Submarino byder på rigtig godt skuespil, Jakob Cedergren som den evige storebror og beskytter af børn og Peter Plaugborg som den navnløse lillebror der er prisgivet en skæbne han aldrig kunne have styr på. I rollen som Martin har vi fornøjelsen af Gustav Fischer Kjærulff som bliver filmens omdrejningspunkt og giver os den emotionelle tilknytning til historien.
Submarino er en næsten to timer lang ekskursion ned på bunden af et blåt mørke, hvor Vinterberg har stillet sit akvarium af en film med et udsnit af under-Danmark i al dets råhed, brutalitet og håbløshed. Denne vedholdende og kompromisløse skildring vil af nogen nok opleves som for grum, for unuanceret og for deprimerende. Men den er vel ikke mere unuanceret end da Ulrich Thomsens karakter i Festen hører farmand om han vælger den grønne eller den gule tale. Sandheden skal frem, og det er ikke nødvendigvis behageligt. Vinterberg har et skarpt øje for den mørke side, og for vanrøgt af børn og de livslange lidelser de kan påføres.
Submarino begynder og slutter med et smukt, intenst og magisk øjeblik der trods alt transcenderer al elendigheden i midten – som titelsangen siger – ”it all goes back to the beginning” og som Vinterberg stadig siger: It’s all about love.
5 ud af 6 stjerner