’Sweet Magnolias’ drukner i sødme

Copyright: Netflix

Sheryl J. Andersons amerikanske sydstatsserie kvæler seerens følelsesmæssige engagement i postkortidyl og sukkersøde banaliteter.

Det er margerita-aften.

Tre kvinder i slut-trediverne sidder med hver deres drink i hånden. Maskerne har de lagt væk, og deres latterkor heler dem.

De tre veninder skal ses som magnolietræets smukke blomster – sensible, men hårdføre.

Den ene af kvinderne, Maddie (JoAnna Garcia Swisher) skal skilles. Hendes mand, Bill (Chris Klein), har haft en affære med én af sygeplejerskerne i sin lægepraksis. Forholdet har resulteret i en graviditet, og nu har han forladt Maddie og deres tre fælles børn.

Hendes to livslange veninder Helen (Heather Headley) og Dana Sue (Brooke Elliott) står klar med et livsprojekt, der kan give hende mål og retning. Sammen skal de transformere en forfalden historisk bygning til et spa.

Helen er advokat og kan påtage sig det juridiske. Dana Sue er kok med egen restaurant og kan styre stedets cafe. Maddie kan tage sig af markedsføringen.

Beretningen er også en hyldest til deres hjem og fødeby Serenity (sjælefred). Glimrende illustreret i seriens fængende intro med elegante tegninger af byens centrale bygninger. Ligeledes synges der i Nickel Creeks medrivende titelsang ’Destination’ om vigtigheden af at have et sted, hvor man hører til.

Platituder og al for sød sirup
Netflix-serien er en adaptation af Sherryl Woods ’Sweet Magnolias’-bøger fra 2007.

De temaer, fortællingen bringer frem igennem karakterernes problemer og dilemmaer, er eviggyldige. Venskab, kærlighed, skilsmisse og dens konsekvenser for de implicerede, er potentielt ladede med drama, og den smerte, personerne oplever, er reel. Desværre er det hele for sukkersødt og overfladisk skildret til, at ægte følelser og drama kan opstå.

Man kommer aldrig i kontakt med de dybere lag, fordi manuskriptet består af platituder og klicheer forklædt som dybsindigheder. For eksempel da Dana Sue siger:  ”You can’t let fear take the fun out of life”, eller da byens high school-baseballtræner Cal (Justin Breuning) giver følgende karakteristik af Maddies søn, Tyler (Carson Rowland): ”He’s got a good arm and a good heart”.

Det hele forstærkes af seriens postkortidylæstetik, som blandt andet synes i Maddie og hendes hjem. Selvom hun nu er alene med tre børn, kan man ikke se på hende eller hendes hjem, at hun er påvirket af skilsmissen.

Underlægningsmusikken føles som et tykt lag sirup smurt ovenpå noget, der allerede er alt for sødt.

I fortællingen hersker et klicheagtigt og reaktionært kønssyn. Det opleves i flere tilfælde. Værst skildret, da træneren Cal skal hjælpe Maddie med en utæthed, der er opstået under hendes køkkenvask.

Da Maddie vil rejse sig, er hun ved at glide i vandet på gulvet, men den stærke og muskuløse tidligere professionelle baseballstjerne griber hende selvfølgelig. Sådan en scene provokerer. For beretningen giver sig ud for at være tidssvarende, tolerant og progressiv.

Det ser man igennem de tre veninder, som er stærke og driftige og ikke behøver en mand for at være lykkelige. Og hos Cal, den maskuline træner, der kan tale om følelser, og hvis bedste ven er homoseksuel.

I få momenter løsriver den sig fra soap-genregrebet og ægthed opstår. Stærkest, da Maddie siger til hendes eksmands kæreste Noreen (Jamie Lynn Spears): ”We don’t have to be enemies Noreen. But we are not going to be friends”. I den scene forsvinder den overdrevne sødme og pænhed, som ellers hersker i serien og man kan for en kort stund mærke karaktererne.

Mad med livskvalitet i
Serien skildrer heldigvis smukt, hvordan glæden til velsmagende mad kan skabe fællesskab og livskvalitet. Man ser og mærker det igennem Dana Sue og livet på hendes restaurant. Mad er også en essentiel del af sydstaternes kultur, så det virker ikke påklistret. Det vækker også associationer til filmen ’Stegte grønne tomater’ fra 1991.

Det er umådelig trist, at en serie med så stor dramatisk og følelsesfuldt potientale bliver så ligegyldig…

Anmeldelsen er skrevet på baggrund af otte ud af i alt ti afsnit.