The Bookshop: Når det moderne og det konservative ikke kan eksistere side om side

En smuk og stemningsfuld billedside er desværre ikke nok til at fange én ind i en fortælling om kærligheden til litteraturen, der ellers har potentiale til at tryllebinde.

En ung kvinde (Emily Mortimer) bærer på en tung kasse. Den er fuld af bøger. Idet hun åbner den, forstummer de seneste dages kvaler. Kassen indeholder de første bøger, hun har bestilt til sin nyåbnede boghandel.

Kvindens navn er Florence Green, en ung – lidt stille, selvbevidst og stærk enke, der elsker bøger og aldrig føler sig ensom, når hun er i deres selskab.

Historien udspiller sig i et lille kystsamfund i England, i sluthalvtredserne. Her er det ikke almindeligt at åbne en boghandel.

Hun får hurtigt en magtfuld fjende i den rige Violet Gamart (Patricia Clarkson). Der mener, at der skal ligge et kunstcenter i den gamle bygning, hvor Florence har boghandlen. Violet har spidsfindige metoder til at ramme Florence Greens mission om at udbrede læselysten i det lille samfund.

Hendes allierede er Mr. Edmund Brandish (Bill Nighy), som elsker bøger, men afskyr mennesker. Han er hendes første kunde, dog ikke en fysisk en. De kommunikerer igennem postkorrespondance, hvor hun sender ham litteratur.

Han melder tilbage med hans mening og råd om butikken. Florence sender ham et eksemplar af den til denne dag stadig kontroversielle roman ’Lolita’ af Vladimir Nabakov (om en mands seksuelle besættelse af en helt ung pige). Da tager han mod til sig og inviterer hende til te og frugtkage.

Spillet mellem Bill Nighy og Emily Mortimer er ømt og ægte. Det er rørende at opleve, hvordan deres karakterers delte passion for det skrevne ord bringer dem tæt sammen.

Moderne kvinde, der går imod småborgerlige konventioner
Hvis nogen har fået associationer til filmen ’Chocolat’, er det ikke så sært, da ’The Bookshop’ også er en filmatisering af en Penelope Fitzgerald-roman. Begge fortællinger har en stærk moderne kvinde i centrum, der har modet til at gå imod småborgerlige konventioner.

Selvom historien i ’Chocolat’ havde en tendens til kliché, og nogle af karaktererne var ret stereotype, havde den nerve og sanselighed. Man var engageret med både ånd og følelser hele vejen. Fortællingen om Florence Green formår ikke rigtig at involvere én med samme intensitet.

Den første del engagerer mest. Givende er det at følge hende i åbningen af butikken, og hendes møde med Edmund Brandish er smukt skildret. Et andet aspekt, jeg nød, var filmens visuelle side. Maleriske billeder i en lidt støvet tone, som har et skær af eventyr over sig.

Men der mangler noget til at holde fortællingens nerve i live.

Vi ser og hører nok om kærligheden til litteratur, men vi kommer aldrig i berøring med de lag, der handler om, hvorfor bøger er så vigtige, og hvad det er, der giver dem deres kraft og magi. Det bliver på overfladen.

Desuden er de fleste af bi-karaktererne for firkantede og karikerede til, at man rigtig kan tage dem ind.

Filmens Instruktør Isobel Coixet har ellers adskillige gange tryllebundet med sin følsomme og kloge fornemmelse for mennesker, eksempelvis i filmatiseringen af Philip Roth romanen ’Elegy’ og i ’My Life Without Me’.

Jeg er ikke i tvivl om Florence Greens kærlighed til litteraturen.  Jeg vil bare ønske, at jeg havde kunne mærke den stærkere, og at filmen havde evnet at få mig til at forstå, hvorfor bøger er så fulde af styrke og magi for hende.