Det er to år siden vi fik The Expendables – en film skabt efter devisen, at bare fordi man er blevet en gammel action stjerne, kan man(d) godt stadig sparke noget røv, mens man stikker en klassisk lige højre og vrider en badass oneliner ud af mundvigene. Det var faktisk meget fornøjeligt; vi kan jo godt lide at se at “de gamle” kan endnu – og så fordi der var godt med eksplosioner, rigtigt tunge våben, der larmede rigtig meget, og så de der klassiske inside jokes og metakommentarer karaktererne imellem, som altid rammer plet når de er udført godt.

Nu får vi en to’er – et sikkert tegn på at etteren var et kæmpe hit, og lad os lige med det samme få på plads at, i skrivende stund er The Expendables 2 en solid box office succes med godt over 50 millioner dollars efter kun to uger i de amerikanske biografer.

 

Men er The Expendables 2 endnu en gang smæk for skillingen, eller er det efterhånden mere rynker for rublerne der venter, når Barney Ross’ (Sylvester Stallone) udvalgte team af afdankede dørmænd og lejesoldater banker hen over lærredet i gammelt militærmateriel og skrot for at løse endnu en småbeskidt opgave. Tja. Der er både smæk og rynker. Det er tydeligt at der her er gjort plads til rynkerne, der bruges til at understrege hvor gamle de her gutter er, men denne anmelder blev nu noget distraheret af de simultant uniforme øjenoperationer, alle som en over fyrre, har fået lavet; kombineret giver det kollektivt et ret underligt udtryk i ansigtet på samtlige mænd. Disse iagttagelser til side, så er der smæk og smak og skal-du-lige-have-en-til-på-bærret-med-mine-knojern i de mange nærkampe, men der bliver da ved gud også kastet med knive, svinget med geværer på størrelse med trækbasuner og pløjet furer med tanks osv. osv. Det er ikke isenkram der mangler her, selvom meget af det er lige så rustikt som en ødegård i Sverige, så dermed er der måske en moralsk opsang om fornuften ved genbrug gemt i hudfolderne på denne film.

 

Åbningsscenen er forrygende underholdende og oplagt som Viagra på et natbord til at skrue summen af forventninger i vejret. Det er festligt på den der voldelige måde vi kender fra Hollywoods mainstream actionfilm, hvor vi også har mulighed for at grine midt i det hele, for mere alvorligt skal det heller ikke tages. Al moral, politisk korrekthed og almen omsorg for andre mennesker pakkes omgående ned – her leger man med eller skrider ud af sandkassen.

 

Det er mange af de samme gamle drenge som sidst (Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren, Arnold og Bruce bl.a.), plus et par nye og her til en kvinde (Yu Nan) – just to mix it up a little.  Jean-Claude Van Damme, som gjorde en god selvironisk figur i filmen om ham selv, JCVD, for nogle år tilbage spiller en dejligt stålhård skurk, der er nøjagtig lige så kompromisløs og fandenivoldsk som vores gutter – bare med ondt fortegn selvfølgelig.

Desværre går filmen momentvis i tomgang ,og nogle af de interne jokes er slet ikke morsomme længere (gæt selv hvilken oneliner der er back en gang for meget), selv om andre referencer stadig virker og synet af Chuck Norris bringer værdsættende smil og grin. Det her er dog fis og ballade og man skal tage det for det er – en to’er der ikke helt kan komme på niveau med etteren, men dog fortjener den store spand popcorn under armen til en mental fritime hvor hjernen kan blive tæsket lidt igennem.

Men det er vigtigt lige at få jordforbindelsen og adrenalinniveauet stabiliseret hurtigt efter filmen, for ellers er der risiko for at man rullefalder ud af biografen og praktiserer sit cirkelspark på sagesløse biografgængere.