‘The Last Duel’: Oscarvindende forfattere er tilbage med mulig Oscar-vindende film

Copyright: Patrick Redmond. © 2021 20th Century Studios. All Rights Reserved.

Selvom Ridley Scott i nyere tid næsten udelukkende har brugt sine kræfter på at genoplive Alien-serien, viser han med ’The Last Duel’ at han stadig er i stand til at skrue en knaldgod film sammen.

Frankrig 1386. To riddere ifører sig deres rustninger. De er i en arena omgivet af mennesker, som venter på at se, hvad der ender med at blive Frankrigs sidste ridderduel. Jean De Carrouges (Matt Damon) og Jacques Le Gris (Adam Driver) venter på hesteryg i hver deres ende af arenaen og stirrer vredt på hinanden. Et indædt had til modstanderen fornemmes hos dem begge.

En lanse overrækkes til både Carrouges og Le Gris, som sætter hestene i galop. Der klippes mellem de to riddere, som kun har én mission. De skal slippe levende derfra, og det kan kun gøres, hvis den anden udryddes. Kun hestenes åndedrag og hove høres. En slags stilhed før stormen, inden det uundgåelige sammenstød af lanser og skjolde.

Sådan starter ’The Last Duel’. Filmen vil besvare spørgsmålet om, hvilken konflikt der har spillet Carrouges og Le Gris ud mod hinanden.

Ridley Scott er instruktøren bag dette års ridderfilm, som ellers ikke har anden relation til Scotts ’The Duellists’, og er skrevet af oscarvinderne Matt Damon & Ben Affleck samt oscarnominerede Nicole Holofcener.

En note fra Kurosawa

’The Last Duel’ er inddelt i tre akter, som hver er en udlægning af samme sag. Jean De Carrouges’, Jacques Le Gris’ og Marguerites, som er Carrouges viv, udlægning af sagen. Scott udpeger sidstnævnte som den person, der taler sandt. 

De samme begivenheder udspiller sig altså fra de tre respektive synsvinkler, og hver akt byder på nye nuancer. Her kunne man forestille sig, at Affleck, Damon og Holofcener har kigget mod Kurosawas Rashomon for inspiration.

Det er en interessant idé, men den bliver desværre ikke brugt til fulde. Dette mærkes mest under anden akt, Le Gris’ udlægning af sagen, som ville stå noget stærkere, hvis den var kortere eller mere nuanceret. Filmen strækker sig dog allerede over 2,5 time, så den første mulighed ville nok være at foretrække.

Middelalderen er grum og grim

Da filmen omhandler riddere er det oplagt, at kampscenerne viser deres ansigt enkelte gange i løbet af filmen. Kampscenerne er hårdtslående, men føles konsekvensfrie.

I kraft af at filmen åbner med slutscenen, virker det aldrig som om, at vores ”helte” er i fare. Dette problem omgås dog ved filmtitlens omtalte duel.

Scott gør her klogt i at hænge duellens alvorlighed op på omstændighederne. Konsekvenserne af duellens resultat er større end selve duellen mellem Le Gris og Carrouges. Dette gør den, i forvejen blodtørstige kamp, neglebidende intens.
I duellen er der kælet for detaljerne, og den er Scotts hidtil allerbedste kampscene. Dette siger ikke så lidt, for vi har med manden bag ’Gladiator’ at gøre.

Også kostumerne er virkelig imponerende. Var det ikke for de amerikanske accenter, skulle man næsten tro, at filmen foregår i 1300-tallets Frankrig. Desværre insisterer Scott på at bruge establishing-indstillinger, hvor han kan, men budgettet til de computergenererede billeder har desværre ikke været på niveau med kostumerne. Dette kommer til udtryk ved, at nogle billeder ser falske ud, og især billederne af Notre Dame-kirken ser ekstremt animerede ud. Her er dog ingen talende gargoyler at se. 

En kraftpræstation fra Comer

Jodie Comer, som ses i rollen som Marguerite, gjorde sin storfilmsdebut(ter) i et samarbejde med Disney. Hun kunne blandt andet ses i ’The Rise of Skywalker’ og ’Free Guy’, og uden at gå yderligere ind i ovennævnte films respektive mangler skal det siges, at de ikke ligefrem bød på udfordrende roller. 

Derfor er det rart at se, at Scott er opmærksom på Comers talent, da hun bestemt er den mest interessante karakter i filmen. Det vil være en overraskelse, hvis hun ikke bliver nomineret til årets Oscar-uddeling, for hun får fuld plade på følelsesspektret – fra absolut glæde til forfærdelig melankoli. Der er intet at sætte en finger på. Det er især tydeligt mod filmens slutning, hvor hun med minimal dialog får udtrykt situationens alvorlighed. 

Forholdet mellem karaktererne og datidens politik tager hovedsædet i handlingen og giver mulighed for at vise politik- og karakter-forhold frem for riddernes togter. Dette er en film om Marguerite og de forfærdelige forhold, kvinder måtte leve under. Så på trods af at filmen umiddelbart ligner en spirituel opfølger til ‘Gladiator’, bør action-fans justere forventningerne.