Endnu en Stephen King-filmatisering er i biograferne, og selvom fortællingen om ‘The Long Walk’ indkapsler King-dystopien i bedste facon, formår filmen aldrig at udnytte sit vidunderlige, ubehagelige univers.

Der findes næsten ikke noget bedre end at høre ordene Stephen King-filmatisering og dystopisk-thriller i samme sætning. På trods af mange mislykkede King-film, dukker der indimellem lidt guld op af King-gemmerne.

Men det er altid 50/50, om resultatet bliver et hårrejsende eventyr eller noget af det mest rædderlige bog-til-film-underholdning, man kan udsætte sig selv for. 

Desværre læner den nyeste film i Stephen King-rækken, ‘The Long Walk’, sig mere mod et kedeligt makværk end en grufuld fortælling om en dødelig gåtur i Kings egen baghave, Maine.

Ømme fødder og nye venskaber

Filmen udspiller sig i et dystopisk USA, hvor et totalitært regime regerer med hård hånd. Hvert år deltager 50 unge mænd i arrangementet “The Long Walk”, der bliver livestreamet direkte til den underkuede nation. 

For at vinde den enorme pengepræmie og et valgfrit ønske, skal de gå tværs over landet med militæret og den autoritære “The Major” lige i hælene – uden at bryde de simple og brutale regler:

De må ikke forlade ruten.
De må ikke gå under 4,8 km/t i mere end 10 sekunder, ellers får de en advarsel.
En advarsel kan slettes efter en time.
Og vigtigst af alt: hvis de får over tre advarsler… bliver de dræbt på stedet.

Vi følger Raymond “Ray” Garraty, der deltager i håbet om at vinde. Han knytter hurtigt bånd til den godhjertede Peter, som hjælper ham med at overleve konkurrencen så længe som muligt.
Sammen går de – ligesom resten af deltagerne – sig selv direkte ind i døden.

En forspildt chance

Filmen er instrueret af Francis Lawrence, manden bag ‘The Hunger Games’. Derfor kan man undre sig, at han ikke har formået at bruge sine tidligere succeser til at skildre et lige så medrivende og indlevende film-univers i ‘The Long Walk’.

Verdenen er så flad og intetsigende, som den vej, de går på, og man forstår aldrig rigtigt, hvorfor konkurrencen eksisterer, eller hvorfor nogen accepterer den. Hvem er egentlig The Major – spillet af den ellers fantastiske Mark Hamill, og hvorfor accepterer hele USA en begivenhed, hvor 49 unge mænd henrettes på live-tv?

Når vi udelukkende følger en gruppe unge mænd, der bare går og snakker i næsten to timer, burde der være rig mulighed for at bygge videre på det ellers utroligt interessante univers. Det sker bare aldrig…

Hvem taler du til?

Hele filmen bliver båret af vores karakterer og deres samtaler med hinanden. Faktisk er det også årsagen til, at filmen på samme tid er dybt charmerende og frygteligt jammerlig. Kvaliteten i replikkerne varierer så meget, at det er svært at nyde de ellers fascinerende mennesker, vi møder.

Ray og Peter – spillet af Cooper Hoffman og David Jonsson, gør et bravt stykke arbejde med at få dialogen til at lyde nogenlunde autentisk.

For hvordan får man en samtale til at virke naturlig, når 48 andre går inden for 10 meters afstand. Eller at skulle hilse hver gang man starter en samtale, selvom man har gået klods op af hinanden i dagevis. 

Ikke overraskende nok, så er det ret kedeligt at se på en gruppe mænd gå på en lige, asfalteret vej i næsten to timer. De brutale døds-sekvenser og brækkede ankler er nok til at få pulsen en smule op, men normaliseres hurtigt for både karakterer og publikum.

‘The Long Walk’ får én stjerne for præmissen og én stjerne for de drypvise rørende og skræmmende øjeblikke. Måske bliver næste Stephen King-filmatisering bedre, hvis man skal følge 50/50 påstanden.