Baseret på en virkelig historie er filmen i korte træk en søgen efter tilhørsforhold og anerkendelse. På trods af fine, dog søgte temaer som feminisme, patriarkatet og hvordan sygehistorik ikke definerer ens person, er ’The Lost King’ en film, verdenen godt kunne have undværet. 

Af Frederikke Hinsby 

Phillippa Langley (Sally Hawkins) er en midaldrende kvinde, ”overset” af sin chef til en lederstilling, taget for givet af sine børn og eksmand og hun lider af et kronisk træthedssyndrom M.E. En usynlig lidelse som mange i hendes omgangskreds ser som ren og skær dovenskab. Efter en Shakespeare-forestilling om Richard III, bliver Phillippa opslugt af historien om den ildesete konge fra 1400-tallet. Phillippa føler en forbindelse med Richard III, hvis renommé, mener hun, er blevet sværtet til af historien. 

Hun begynder at se den afdøde konge (Harry Lloyd) i en form for hallucination, og indleder en arkæologisk jagt på den afdøde konges grav. En grav som har været et mysterium siden kongens død i 1485. Alt i alt opskriften på den nye Bridget Jones film, hvis ikke det da var fordi denne historie er fuldstændig sand. 

En unødvendig spillefilm 

Man kan ikke sige, at plottet er søgt for det er trods alt en begivenhed, som har udspillet sig i virkeligheden. Er det en interessant begivenhed? Måske for dem, som er utrolig begejstret for den britiske kongerække. For os andre? Ikke specielt. 

I virkeligheden handler filmen også i højere grad om Philippas higen efter anerkendelse i en verden, som ikke anerkender hverken hendes sygdom eller hende som person. Hendes intense jagt på Richard III grav, er med hendes egne ord: ”To give him a voice”, en udtalelse som tydeligt afspejler hendes eget liv. 

Det er jo en fin pointe, problemet er at filmen gør Philippa til et nervevrag af et menneske som gang på gang bliver trådt på af den akademiske verden, negligeret af patriarkatet for at handle på sin intuition, og set som mindre værd på grund af sin sygdom, og det er her hvor filmen bliver søgt. 
Der er større fokus på alle hendes nederlag frem for hendes sejre, og for os som ikke anede at der var en forsvundet britisk konge, er det en temmelig ligegyldig historie. Det hjælper ikke, at der filmisk heller ikke er særlig meget at komme efter. 

En film om feminisme? 

Instruktøren Stephen Frears har udtalt at filmen mest af alt handler om feminisme. Jeg ser hvor han vil hen, men spørgsmålet er om det i 2022 overhovedet har relevans at påpege det faktum, at hun er kvinde og derfor er hendes sejr vigtigere end, hvis hun havde været en mand? 

Filmen har stor også fokus på intuition. Den kvindelige intuition. En intuition Philippa bruger til at finde den præcise placering hvor Richard III er begravet. Som vi alle ved er intuition jo kønsbestemt, og filmen skyder sig selv i foden ved at indikere at det kun er kvinder der er følsomme. Jeg ville hellere have set noget mere sjæl i fortællingen om Phillippa, som en stærk karakter der fortsatte på trods af massiv modgang, end Phillippa som kvinde der trodser patriarkatet.