Den mentalt forstyrrede krigsveteran Freddie Quell (Joaquin Phoenix) tjener lidt penge hist og her på småjobs, men bliver gang på gang fyret på grund af druk og upålidelighed. Freddie har nemlig udholdt tilværelsen siden krigen ved at blande formidable drinks af alskens medikamenter og giftstoffer. En morgen vågner Freddie på en lystyacht hvorpå han om natten fik tilsnusket sig et job som matros. Yachten skal danne ramme om datteren til stifteren af den nyreligiøse bevægelse, The Cause, Lancaster Dodd (Philip Seymour Hoffman). Freddie introducerer Lancaster Dodd for sine formidable drinks, og de to bliver hurtigt gode venner.
Lancasters kone Peggy Dodd (Amy Adams), er imidlertid bange for den negative påvirkning Freddie har på hendes mand, men bevægelsens leder ser Quell som sit projekt. Han vil frelse Freddie med sin nye bevægelse. Freddie og The Master lever i et gensidigt afhængighedsforhold, for Freddie er ingenting uden Lancasters barmhjertighed, og The Master har behov for at påvise sin religiøse bevægelses positive virkning.
The Master er Paul Thomas Andersons sjette film. Foruden ensemblefilmene Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999) og det psykologiske nybyggerdrama There Will Be Blood (2007), har PTA, som instruktøren kaldes blandt fans, lavet Sydney (1996) og Punch-Drunk Love (2002). Med The Master afbilleder Anderson endnu en æra i den amerikanske historie: There Will Be Blood har Daniel Day-Lewis i hovedrollen som den pengegriske og antipatetiske oliekonge Daniel Plainview, der omkring århundredeskiftet var sin egen lykkes smed i det sydlige Californien. Mark Wahlberg fik sit gennembrud som Dirk Diggler i Boogie Nights der beskriver 1970’ernes pornoindustri i Los Angeles.
The Master foregår i 1950’ernes genesis hvor en mængde religiøse bevægelser skød op som reaktion på den meningsløshed, der fandt sted under Anden Verdenskrig. Som altid er Paul Thomas Andersons film kendetegnet ved en fremragende dialog der er med til at bære handlingen frem. Dét, og så excellent skuespil. Filmen er optaget på 65 mm film, og uden værket forsøger at være en nøjagtig genskabelse af 1950’erne, indkapsler de skarpe billeder stemningen mesterligt.
The Master er en spændende fortælling og filmteknisk en udsøgt delikatesse, men det er først og fremmest skuespillet og dialogen der er fængende. Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hoffman er som altid seværdige, men i denne film bare lige lidt mere end de plejer. Næsten i samme grad som i There Will Be Blood, har The Master en yderst bemærkelsesværdig lydside, der både kan gå i ét med stemningen, men også stille sig på sidelinjen og gøre oprør overfor billedsiden. Orkestermusikken skaber til tider en ubehagelig stemning der er så intensiv, at man glemmer at se lærredets billeder.
Filmen skildrer to mænd der eksisterer i et gensidigt afhængighedsforhold. Den ene er i forvejen ikke ret meget, men uden hinanden er de intet. Freddie Quell domineres af Lancaster Dodd, og samtidig med at være hinandens modsætninger, er de bedste venner. The Master er særegen, flot, væmmelig og yderst seværdig.
Paul Thomas Anderson har gjort det igen!
