Nicolas Winding Refns horrorfilm er ikke rigtig horror, men til gengæld stemningsfuld som bare pokker.

Visuelt er Nicolas Winding Refn en mester, og det visuelle er en stor del af fortællingen på film. Det understøtter en handling, der helst skal være interessant. Ikke nødvendigvis tempofyldt eller spækket med karakterudvikling -bare interessant. Det er desværre her ’The Neon Demon’ står svagest.

Er det bare det?
Målet synes at være lidt for klart. Modelindustrien er overfladisk, og dem der arbejder inden for den, vil gøre alt for at være den mest eftertragtede. Vi følger den kun seksten år gamle model Jesse (Elle Fanning), der lige er flyttet til Los Angeles. Hun er den rene, uspolerede pige, der hurtigt får opmærksomhed får sin naturlige skønhed. Men det er ikke let at være eftertragtet, når man er omgivet af modeller, der er fyldt med misundelse. Udseende betyder alt, og langsomt må Jesse indse, at cuteness og sødme ingen steder hører hjemme, hvis hun vil nå til tops.

’The Neon Demon’ er en langsom film. Historien fører tilskueren ind i modelverdenen og skildrer dens indvirkning på helt almindelige mennesker. Jesses første tid som professionel model er præget af udforskning og usikkerhed, men ender i ondskabsfuld misantropi. Denne udvikling understøttes på smukkeste vis af filmens billedside, der med sine stiliserede, velbelyste billedkompositioner skaber et dragene og faretruende univers. Lidt for ofte føles det dog som om, at der ikke er meget at hente i dette univers. Budskabet om en overfladisk modeindustri er hørt før, og det bliver til tider lidt for udpenslet og åbenlyst.

Historien kæmper for at holde trit
Nicolas Winding Refn provokerer ikke til den refleksion, som han måske havde håbet på. Til gengæld formår filmen at suge al opmærksomhed til sig og gøre en halvkedelig handling til en intens biografoplevelse. Naiviteten og det umiddelbare sprudler ud gennem Elle Fannings fremragende præstation og Keanu Reeves er perfekt intimiderende som hidsig hotelejer. I en af filmens få reelt uhyggelige scener er det ham, der på gnaven vis fører an, efter at Jesse hører mystiske lyde fra sit værelse.

Det atmosfæriske score af Cliff Martinez kan desuden tilskrives en stor del af filmens appel. Ulmende sniger det sig frem, mens det langsomt bygges op og kulminerer i et pulserende, altomfavnende lydbillede. Således akkompagnerer lyd og billede hinanden på skønneste vis, mens historien kæmper for at holde trit. For det bliver aldrig rigtig uhyggeligt, om end visse karakterer lider grusomme skæbner.

Er forhåbningen at blive skræmt fra vid og sans, vil ’The Neon Demon’ ikke være det rigtige valg. Det er i stedet en stemningsfuld udforskning af en ung kvindes følelsesliv og menneskets værste sider. Winding Refns reklameæstetik bevirker en billedskøn skildring af en overfladisk verden, og lydbilledet har i en film sjældent været mere vigtigt for helhedsoplevelsen. Desværre ender handlingen med selv at føles lidt overfladisk. En nuanceret skildring af modelverdenen bliver det aldrig, og symbolikken er for ofte – helt modsat modellerne – lidt for tyk.’