Det er svært ikke at blive glad indeni når man hører Mario-brødrenes ørehængende temasang, men er den mere end bare det nyeste forsøg på at tømme pengepungen på nostalgiske 90’er børn?

Han er ikke bare blikkenslager, men tennisspiller, racerkører og parkourmester. Siden han første gang klatrede op af stilladset for at stoppe Donkey Kong i 1981, har han været en af spilverdenens mest velkendte maskotter. It’s a him, Mario!

Det er derfor heller ikke første gang man ser ham på det store lærred, men det er uden tvivl første gang det kommer så tæt på forlægget fra spillene. Den klassiske historie er dog ændret en smule, det er ikke Mario og hans bror Luigi der skal redde Prinsesse Peach fra den onde Bowsers klør. Derimod er Luigi kidnappet, og Peach skal hjælpe Mario med at redde ham.

Det er faktisk forfriskende at se Peach sparke røv uden for den damsel in distress-rolle hun har været skildret som i spillene siden 1985. Derudover er bangebuksen Luigi også et meget bedre valg, til samspillet med den frygtindgydende Bowser.

En popsang for meget

Det føles til tider som om holdet bag filmen spillede nostalgi-bingo, for udover filmens præmis generelt, er den stopfyldt med den ene 80’ersang efter den anden. En sangmontage er fint, men den linde strøm af sange som ’I Need a Hero’ og ’Mr. Blue Sky’ føles uopfindsom…

Især når spillene bag er propfyldt med fantastisk musik som man til tider også hører, i fede opdaterede orkester-versioner. Personligt fik jeg åbnet en del af mig selv da Donkey Kongs ’Jungle Hijinx’ kort spillede før hans intro. Jeg følte mig som et barn der knap kunne holde den store GameBoy Color igen.

”Tid til at dø, Mario”

Hvis I undrer jer over at jeg ikke har nævnt den kontroversielle beslutning om at caste Chris Pratt som Mario, er det fordi jeg endte med at se den danske udgave af filmen, med hele Danmarks Pilou Asbæk i hovedrollen.

Og det danske cast gør det faktisk helt udmærket, det ligger tæt op ad hvad jeg kunne forestille mig den engelske version. Dog er det svært for dem at undslippe akavetheden af den danske oversættelse, som til tider er tålelig, men oftest gav mig lyst til at gå fra filmen.

Den direkte oversættelse, der skal passe til karakterernes mundbevægelser, får sproget til at føles akavet og unaturligt. Heldigvis er det ikke noget børn under den engelsktalende alder ville opdage, hvilket også er den eneste gruppe der burde se den danske version.

Dog er David Batesons (stemmen bag Hitman) Bowser transcenderende og absolut redningen på denne dub.

Når nostalgi er bedst

På trods af filmens mangler er den fyldt med referencer til spillene og faktisk også en del hjerte. Det føles som om den er lavet af nogen der rent faktisk elsker Mario, hvilket ofte ikke har været tilfældet med spilfilmatiseringer.

Det er ikke en svær ”forbandelse” at bryde, men når der spilles så hårdt på nostalgien er det svært ikke at blive revet med. Man kan dog ikke lade være med at ønske at den falske italienske accent Pilou Asbæk/Chris Pratt laver i starten af filmen bare var den han brugte hele vejen igennem. Eller endnu bedre, brug Charles Martinet (den oprindelige Mario-stemme) i stedet for at caste ham i en meningsløs cameo-rolle.

Plottet er også, om end lidt tyndt, faktisk effektivt nok for en børnefilm. Det var en god ide at sætte broderskabet mellem Mario og Luigi i front, så der kunne udvikle sig en mere troværdig romance mellem Peach og Mario.

’The Super Mario Bros. Movie’ er uden tvivl en halvanden time lang reklame for Nintendo, men det er ikke ensbetydende med den er dårlig. Den går på en knivsæg mellem for meget og for lidt, og falder flere gange i, men for fans af de to små blikkenslagere er det uden tvivl en underholdende reklame.