Tomorrowland: A World Beyond

Copyright Disney

Hvis ’Mad Max: Fury Road’ er historien om, hvor galt det kan gå, er ’Tomorrowland: A World Beyond’ historien om, hvor fantastisk fremtiden kan se ud.

Disney-magi er svært at definere, men jeg tror, du ved, hvad jeg mener. Det er den varme, spændte følelse, man fik i maven, da man som lille barn så Wendy flyve i ’Peter Pan’, eller når man hørte Når du ser et stjerneskud i ’Pinocchio’. Det er en følelse, man sjældent får, når man er blevet voksen, men jeg fik den, da jeg så ’Tomorrowland: A World Beyond’. Vi følger pigen Casey (Britt Robertson), som en dag forlader den normale verden, da hun finder Tomorrowland, hvor ens drømme går i opfyldelse. Tingene er imidlertid ikke helt så perfekte, som de ser ud, og hun kommer til at spille en stor rolle i at forbedre verden.

Tryllestøv og Science Fiction
Hvis jeg kun refererede plottet og filmens pointer for dig, kunne det lyde en smule pladderromantisk, men ’Tomorrowland’ bæres først og fremmest af stemningen. Det er følelsen af forunderlighed, som spreder sig, hver gang man ser den verden, der er bygget op. Filmen er fantastisk smuk, og man bliver nærmest benovet af hvert eneste skud i ’Tomorrowland’. Det hjalp så absolut også på oplevelsen, at jeg så filmen i Imax. Det er en af de første film, der er optaget 100 % på Imax-kameraer, og det giver et storslået udtryk, som bare giver magien en ekstra dimension.

Filmens humor fungerer samtidig rigtig godt. Karaktererne er charmerende, og der kommer et par overraskende øjeblikke, hvor man ikke kan undgå at smile. Det forhindrer dog ikke filmen i at ramme ens følelser meget stærkt af og til, og forholdet mellem især Athena (Raffey Cassidy) og Frank (George Clooney) blev jeg stærkt påvirket af.

For hele familien
Alt dette falder naturligvis inden for børnevenligt territorie. Der sker ikke noget, som vil skræmme mindre børn fra vid og sans, og de vil måske endda blive ramt endnu stærkere af den følelse af disney-magi, som jeg mærkede. Filmen giver også én håb for fremtiden, og selvom man måske godt kan genkende sig selv i de dommedagsprofeter, der parodieres i ’Tomorrowland’, kan man i hvert fald unde børn dette håb.

Jeg kan så absolut anbefale ’Tomorrowland: A World Beyond’ for såvel børn som voksne! Selvom de sidste 10-20 minutter ikke er helt så stærke som den resterende film, kan det ikke trække fra den glade følelse, jeg havde i maven, da jeg forlod biografen.