Der er fuld knald på i den længe ventede toer, hvor klodens absolut bedste jagerpilot skal ud på en næsten umulig og ekstrem livsfarlig mission på vegne af gode gamle ”Stars and Stripes”. Til tider er filmen triviel og spækket med klichéer, men er det ikke også sådan, det skal være?

Man kan efterhånden ikke undgå at få lidt bange anelser, når store produktionsselskaber får idéen om, at der skal pustes nyt liv i gamle klassikere, som måske bare skulle have fået lov til at være i fred.

Så da det blev annonceret, at der ville komme en efterfølger til den afdøde Tony Scotts 80’er-basker, instrueret af Joseph Kosinski, som ikke ligefrem har et prangende CV, var det med blandede følelser hos undertegnede.

Heldigvis har man jo lov til at tage fejl.

En kamp mod tiden og teknologien

36 år efter hændelserne i ’Top Gun’ arbejder kommandør Pete ”Maverick” Mitchell (Tom Cruise) som testpilot for det amerikanske flyvevåben. De ikoniske Aviators og pilotjakken er gemt væk for nu, men det er det kolossale ego bestemt ikke hos den dumdristige vovehals.

Efter at have brudt lydmuren gange ti i et stealthfly (naturligvis stik imod ordre fra sin øverstbefalende) bliver Maverick sendt retur til det sted, hvor det hele begyndte: Top Gun – flyveskolen for de bedste piloter i landet.

Til sin store forbavselse er det ikke for at flyve, men for at undervise.

Udover velkendte ansigter i form af Val Kilmers ”Iceman” introduceres her et nyt hold af unge piloter, den ene mere kæk end den anden.

Heriblandt den enormt kæphøje og rapkæftede ”Hangman” (Glen Powell) samt ”Rooster” Bradshaw (Miles Teller), søn af Mavericks tidligere bedste ven og medpilot ”Goose” Bradshaw, som i den første film mistede livet i en tragisk ulykke, der har hjemsøgt Maverick lige siden.

Rooster er som snydt ud af næsen på sin far, men har et anstrengt forhold til sin fars gamle makker.

Det vil vise sig at være en stor udfordring at ryste piloterne sammen, da de hver især drømmer om og sigter efter at blive den bedste af de bedste. Der er dog lige den faktor, at uden teamwork vender man ikke hjem i sit jetfly, men i en ligkiste.

Og med den kamikaze-mission, de skal trænes i, og som nærmest får rebellernes angreb på Dødsstjernen til at ligne barnemad, kan det snildt risikere at blive udfaldet. For fjenden har femtegenerations jetfly, der vil sætte Top Guns egne antikviteter på en prøve.

Levn fra fortiden

’Top Gun: Maverick’ er en film, som skal opleves på så stort et lærred som muligt og med så god (og gerne høj) lyd som muligt. Biografsædet vibrerer under én, når motorerne på de kraftfulde jetfly tænder, og man får taget pusten fra sig, når de i topfart suser forbi hinanden med blot få meters afstand.

Kampscenerne er noget nær det bedste, der har udspillet sig det forgangne årti, hvor man ikke må glemme ’Mad Max: Fury Road’ og et par ’Mission: Impossible’-film.

Hvor den oprindelige film tydeligt var et produkt af sin tid med uanede mængder af 80’er-cheese, synth-pop og overmættede farver, står ’Top Gun: Maverick’ knivskarpt og føles i høj grad som en moderne actionfilm.

Med det sagt skal det dog nævnes, at ’Top Gun: Maverick’ er en crowd-pleaser. Den får ikke for lidt, når det kommer til call-backs til den første film, både i form af udødelige replikker, men også adskillige øjeblikke, som man kan nikke genkendende til.

Hvis altså man har set den for nylig. Ellers risikerer man, at enkelte detaljer flyver over hovedet på én – pun intended. 

For hvem er det nu lige, Mavericks kærlighedsinteresse Penny Benjamin (Jennifer Connelly) er, hvis man ikke lige kan huske, at hun bliver nævnt i den første film, men ikke optræder i den?

Det tager heller ikke meget mere end et halvt minut, før Kenny Loggins’ mastodont af en hit-single ”Danger Zone” ledsager billederne af jetfly, som lander på et hangarskib ved solnedgang.

Der er ikke andet at gøre end at overgive sig og nyde de her call-backs, for selvfølgelig skal de med i en ’Top Gun’-film anno 2022.

’Top Gun: Maverick’ er med til at holde blockbuster-drømmen i live, og man må bare tage hatten af for en 59-årig Tom Cruise, der gang på gang overgår sig selv.