Transformers 3 – Premiere 30/06/2011

Shia LaBeouf som Sam Witvicky og erstatningskæresten Carly aka. undertøjsmodellen Rosie Huntington-Whiteley. Foto: UIP

Af: Lars Juul Hauschildt

Hvis der er noget man kan være sikker på, når man sætter sig i stolen til en film af Michael Bay så er det action. Og hvis der er nogen der kan finde ud af at flække en god actionsekvens sammen så er det ham. Så hvis det er det man forventer af den tredje Transformers film bliver man ikke skuffet.

Den første Transformers var en god actionfilm, men den var præget at et lidt tyndt plot, middelmådigt skuespil og nogle lidt for fjollede karakterer. Det gik dog for alvor ned ad bakke for to’eren De faldes hævn. Hvor der blev skruet ned for det i forvejen tynde plot og op for fjollede karakterer og endnu mere action. Actionscenerne var flotte, men actionscener alene skaber ikke en god film.

Når man har været helt nede og skrabe bunden med sin forrige film, så har man lidt at hente ind, og det lader til at Michael Bay har taget udfordringen op. For med Transformers: Dark of the Moon har han skruet på de helt rigtige knapper og det har resulteret i den bedste af de tre film.

Shia LaBeouf, i skikkelse af Sam Witwicky, får i denne omgang selvskab af Victoria’s Secret modellen Rosie Huntington-Whiteley som spiller hans kæreste Carly. Det er ikke den store performance hun udfører, men hun havde heller store sko at fylde skuespilsmæssigt. Men hov, hvad blev der af Megan Fox, kan man spørge sig selv? Efter at hendes stjernestatus har været kraftigt faldende siden den første film, og en uheldig udtalelse hvor hun sammenligner Michael Bay med Hitler (og den går jo virkelig ikke, især ikke i Cannes?!),  har hun fået sparket, lyder rygterne. Ved hjælp af en lille hurtig forklaring i introen, er hun hurtigt ude af billedet.

Transformers 3 er mørkere og mere alvorlig end sine forgængere og det klæder filmen. Det er stadig action der er i højsædet, og det er selvfølgelig her filmen overbevisende trækker fra land. Hvis det er flotte effekter og fuldstændig over-the-top action man søger skal man ikke lede længere. Der er actionsekvens på actionsekvens, eksplosion på eksplosion og robotter med overdimensionerede våben nok til selv at få den mest kræsne teenagedreng til at klappe i sine fedtede hænder. Det er jo nok også dem der er målgruppen, men mon ikke den kan lokke teenagedrengen frem i de fleste mænd? Det tror jeg!

Hvis du har en teenager boende i maven, der indimellem hungrer efter action, hurtige biler, eksplosioner og trænger til en god gang underholdning. Så er Transformers 3 dit sommerfix!