Unstoppable – Premiere d. 11.11.2010

To the rescue! Foto: foxfilm

Af Martin Wolsgaard

Spørgsmål: Hvis et ubemandet godstog fyldt med sprængfarlige kemikalier forlader stationen, og kører 120 km/t i retningen af en storby, og et andet tog med Denzel Washington og Chris Pine ombord kører i den modsatte retning, hvor lang tid går der så før filmstjernerne har reddet dagen?

Unstoppable er, som man siger på engelsk, pure formula. Det er et udtryk for en film, der i denne genre følger en snorlige opskrift for at opnå suspense og action. Misforstå mig ej, dette lyder som et kritikpunkt, men jeg har som sådan intet imod formularfilm, så længe opskriften ikke bliver en sovepude og det endelige produkt venstrehåndsarbejde. Den Tony Scott-instruerede Unstoppable er efter min mening bestemt ikke venstrehåndsarbejde. Scott har, som vi har set utallige gange før, et umiskendeligt øje for veldrejede actionfilm, og han har således også denne gang tungen lige munden fra start til slut.

Adrenalinen pumper både hos publikum og Denzel. Foto: foxfilm

Plottet i Unstoppable er lineært og lige til: et løbsk godstog på størrelse med Chrystler Building fyldt med ekstremt giftige og sprængfarlige kemikalier har kurs direkte imod en storby – mellem de to finder vi den garvede togfører, spillet af Denzel Washington, og den unge konduktør, spillet af Chris Pine, der kaster sig ud i et uselvisk og opofrende forsøg på at afværge katastrofen. Unstoppable er således en af de film, hvor oplægget mildest talt lyder fjollet (en raket på størrelse med Chrystler Building suser ind mod en by), men som fungerer utrolig godt som en udforskning af, ”hvad gør man, når alt går galt?”.

Det, der gør et tog til en så god skurk i en actionfilm, er dets natur. Det ønsker ikke at skade nogen, det er ikke ondt og det er ikke motiveret af nogen form for underliggende agenda. Et løbsk tog er et fareelement, der SKAL tages vare på. Og som en personlig kommentar hertil synes jeg, at det er forfriskende at se en katastrofefilm, der ikke handler om terrorisme, der således i dette tilfælde ville handle om en kapring, hvor penge eller ødelæggelse med et politisk mål ville være den motiverende faktor. Ligeledes gør Unstoppable et godt stykke arbejde med at udpensle, præcis hvor forfærdeligt det vil være, hvis toget ikke standses. Og på trods af plottets simple struktur og natur formår Tony Scott at levere en helstøbt oplevelse, hvor de to heltes karakterer fyldes tilstrækkeligt for at give troværdig kemi mellem dem. Resultatet bliver, at Unstoppable leverer et adrenalinsus af en spændingsfilm, der giver fans af gode mainstream actionfilm præcis, hvad de kunne ønske sig.

4 af 6 stjerner.