Vågn op i byen der aldrig sover med fire film om New York City

Photo: Ida Hugge

Drøm dig væk til den søvnløse by, der med susende vitalitet og sange på brandtrapper guider dig igennem den berygtede og storslåede metropol – set igennem en filmlinse farvet af fire forskellige årtier.

Mens grænserne er lukket, rejser Nosferatu igennem filmens verden til savnede feriedestinationer. I denne del af artikelserien rapporterer vores udsendte Ida Hugge fra New York City.

New York City har gennem filmhistorien været en evig kilde til inspiration og scenografi af utallige filmskabere. Det er heller ikke svært at forstå hvorfor; byen er ikke bare en klædelig scenografi, men fuld af sjæl, personlighed og utømmeligt liv.

Luk drømmen ind, hop i den gule taxa og kør igennem den varme damp fra brønddækslet på 42nd Street, mens den pirrende jazz fra bilradioen parrer sig med den styrtende regn på forruden, der forvandler den rød-oplyste nat til et psykedelisk maleri.

West Side Story – Bandekrig, Broadway og brandtrapper

New York er musicalens hjemby, og et af de bedste eksempler på det, er mesterværket og newyorker-symbolet, West Side Story. Broadway-musicalen fra 1957 om to rivalske bander og en forbudt kærlighedsaffære, med musik af Leonard Bernstein og tekster af Stephen Sondheim, blev i 1961 bragt til det store lærred af Robert Wise og Jerome Robbins.

Filmen fik 11 Oscar-nomineringer og vandt 10 (herunder bedste film). Et gennembrud i Oscar-historien kom også det år, da Rita Moreno (der spiller Anita) blev den første latinamerikanske kvinde til at vinde en Oscar (”I like the island Manhattan – smoke on your pipe and put that in!” som hun synger).

Musicalen og filmen er stadig den dag i dag en af de største musikalske og filmiske gennembrug, der med det ikoniske musikalske arrangement ændrede musical-genren for altid.

3 toner og du har byens sjæl for dine læber

Historien er et moderne spin på Romeo og Julie tragedien, der foregår på Upper West Side på Manhattan i 1950’erne. Her er den famøse balkon forvandlet til newyorker-brandtrappen, Montagues og Capulets er blevet til the Jets og the Sharks, og de sværdfægtende familiestridigheder i Verona, er forvandlet til en etnisk bandekrig på de rå gader på Manhattan i det tyvende århundrede.

Forstil dig: Skærmen er sort og lydtom. Et ildevarslende tretonersfløjt bryder stilheden. En knipsende rytme eskalerer og sender en advarsel om, at der er fare på færde.  The Jets er trådt ud på gaden (og når man er en Jet, er man Jet for livet) og hvis du er en Shark, der træder over kantstenen på den forkerte side af gaden, så er freden forbi.

Endnu et advarselsfløjt, et sving over hegnet og videre over gaden. Altid i bevægelse, altid i dans. Byen vækker noget i dig, og noget er på vej og i aften er det tid! Altid er der noget om det næste hjørne, og måske du er så heldig at høre en tone fra brandtrappen, der giver genlyd i de bankende hjerter i gyderne omkring dig.

West Side Story giver dig New York i din lomme og sender rytmen ud til dine dansende fødder. En spektakulær musikalsk fortælling om fordomme, kærlighed, vold, race og udødelig ånd.

Så, hvis du også er frisk på at komme knipsende ned at West 59th Street, så er jeg lige i hælene på dig!  

Breakfast At Tiffany’s: Snup en croissant og hop i den lille sorte

5th Avenue. En gul taxa kører op ad gaden. En stille harmonika pryder højtalerne med de berømte toner af ’Moon River’, der transporterer dig til en et velkendt sted. Hvis du en tidlig morgen spadserer ned ad denne gade, kan du måske være så heldig at møde en stil-rig kvinde i sort og solbriller med en croissant i den ene hånd og en to-go-kaffe i den anden. Hvis du ikke forstyrrer hende, vil du se hende standse foran juvelbutikken Tiffany’s med den tidlige morgensol, der giver genskær i de klare perler om hendes hals og gemmer et flirtende blik under de store sorte solbriller. Tys.. der er hun!

Instruktør Blake Edwards formidable romantiske komedie, Breakfast At Tiffany’s fra 1961, er en historie om den spontane og charmerende sydstatspige Holly Golightly (Audrey Hepburn), der får livet til at gå med glamourøse fester betalt af de mænd hun lige har på tråden den uge. Holly krydser veje med hendes nye nabo og forfatter Paul Varjak (George Peppard), der er fanget i en skriveblokade, og her blomster et venskab på brandtrappen til lyden af Hollys guitar og fortryllende toner.

How do I look?

Hepburn er en ægte juvel i denne klassiker af en film, hvor den største kærlighedshistorie over dem alle er mellem Holly og byen hun elsker så højt. Fra åbningsscenen af den stille Manhattan-morgen, til det sidste skud på den åbne gade, forbliver Breakfast At Tiffany’s et hyldestbrev til New York City.

Audrey Hepburn blev symbolet på en New York chich stil som dominerede 1960’erne og stadig i dag holder ved. Den lille sorte, de klare perler, de store solbriller og den grotesk-lange cigaretholder, er blevet så indgroet i vores kulturelle selvforståelse, at det er blevet en del af vores fælles sprog.

Filmen er baseret på en novelle af Truman Capote, der dog tager en lidt mere rå vinkel på historien, end Hollywoods Holly Golightly-version med et tilføjet kys i regnvejret og alt det løse. Men filmen er et frisk pust i den grå regn.

Breakfast at Tiffany’s kom ud en måned før JFK blev valgt som præsident i USA og den fangede den korte følelse af optimisme og muligheder som 60’erne gav. Filmen viser et rent, lyst og farverigt Manhattan uden skidt, graffiti, kriminalitet og hjemløshed. Det er den bedste modgift, hvis du har brug for et skål nostalgi, der idealiserer en tid af elegance og romantik.

Jeg er en sucker for Audrey Hepburn og Breakfast at Tiffany’s er hendes kronjuvel. Det er også en blød, og sappy romantisk hollywood film og selv om jeg ikke vil indrømme det helt, så kan det godt være, at jeg er en håbløs romantiker dybt inde et sted… Men hvem vil ikke stå på New Yorks smukke gade i styrtende regnvejr og kysse sin store kærlighed (med en kat i armene ovenikøbet)?

Dog Day Afternoon: Der er ikke hunde med, desværre – men hæng lige på!

Vi begiver os endnu længere op i tiden til de beskidte 1970’ernes New York City. Der er mange vidunderlige film om New York fra 1970’erne, men jeg har valgt klassikeren med Al Pacino, ’Dog Day Afternoon’. Før du bliver sur over, at jeg ikke satte ’Annie Hall’, ’Saturday Night Fever’ eller ’Godfather’ på listen, som alle er gode bud – så lad mig lige sætte scenen for dig og så håber jeg du tilgiver mig. *clear-throat-cough*

Sonny Wortzik (Al Pacino) og hans akavede kammerat (John Cazale) prøver at røve en bank i Brooklyn i 1972 for at få penge nok til en sex-skifte operation til Sonnys kæreste. De jokker dog gevaldigt i den, og hvad der burde have taget et par minutter trækker sig ud til at involvere hele Brooklyns højtråbende befolkning, FBI, en helikopter og en jet, drag-miljøet, Wyoming, katolikker, og en brændende skraldespand – og nårh ja.. Det er baseret på en rigtig historie. Overbevist? 

Attica! Attica! Attica!

Scenografien består af kun to kulisser. En bank og udenfor banken på gaden. Alligevel er det en film, som er så New York som noget kan være, at den trækker dig ned på gaden så du kan smage luften i det beskidte og smukke Brooklyn. Man kan mærke hele byens rytme og sjæl i den lille bank med Al Pacino og hans crew.

’Dog Day Afternoon’ er en masterclass i karakter-skuespil og satire. En hylende morsom og rørende historie om dyb diskrimination mod LGBTQ+ miljøet i 70’erne, og om hvordan kærlighed kan få dig til at gøre de vildeste ting.

Instruktør Sidney Lumey (der også stod for film som ’12 Angry Men’ og ’Serpico’) har fanget en ægte New York-stemning, som får dig til at ønske, at du stod sammen med de andre byboere i den højtråbende folkeskare og skreg ”ATTICA ATTICA ATTICA” mod politiet.

Spider-Man: Et kys i regnen – men på hovedet!

Ja, ja jeg ved, hvad du måske tænker. En superheltefilm? Det var noget af et skår i din fancy Oscar-liste du var i gang med der – but hear me out.

Der er mange superhelte som påstår, at de er emblemet for en bestemt by og umiddelbart kunne man sige, at New York er Batmans by. (Et andet navn for New York er jo trods alt Gotham). Men Gotham er jo egentlig en opdigtet by og Peter Parker (Spider-Man) er født og opvokset i vaskeægte Queens og så er han jo New Yorks ’friendly neighbourhood Spider-Man’. Han er byens ægte helt og ligesom mange er han min barndomshelt.

Mange film er filmet i New York og omhandler New York, men der er ikke mange karakterer som er så tæt forbundet med New York som Spider-Man er. Spider-Man er blevet filmatiseret utallige gange på film og tv, men min ultimative Spider-Man film (når det kommer til New York fremstillingen i hvert fald) er Spider-Man fra 2002 instrueret af Sam Raimi med Tobey Maguire i titelrollen.

”You mess with Spidey you mess with New York!”

I filmen fra 2002 møder vi et kejtet super-geni Peter Parker som på en skoleudflugt bliver bidt at radioaktiv edderkop og får superkræfter. Han er forelsket i den smukke rødhårede Mary Jane Watson (Kirsten Dunst) som dog desværre, for Peter, bliver kærester med hans bedste ven Harry Osborn (James Franco).

Som alle superheltefilm er Spider-Man oppe imod den store skurk, i denne omgang er det den tegneserie-kendte Green Goblin (Willem Dafoe), som i klassisk Spider-Man-plot-stil også ovenikøbet er Norman Osborn, far til Harry.

Det store klimaks kommer når vi ser Spiderman stå over for et moralsk (og rimelig reelt) dilemma – skal han redde en vogn fuld af uskyldige mennesker, der hænger i en tynd tråd, eller skal han redde sin ægte kærlighed på den anden side under Brooklyn Bridge.

Det er her finder vi ud af, hvor tæt bånd newyorkerne har med vores venlige nabolags-edderkoppemand, for hvis der er én ting newyorkerne ikke finder sig i, så er det at blive overtaget af skurke (som byen har haft en rimelig tung historie med generelt gennem filmhistorien. Det er også altid New York der bliver angrebet først… Måske vi skulle give dem en pause).

Når newyorkerne står og kaster ting efter Green Goblin over Brooklyn Bridge og råber, at ”hvis man går op imod “Spidey” så går man op imod New York”, så kan jeg ikke gøre andet end at kaste armene i vejret og råbe ”Fandens ja! Jeg er med jer newyorkere!”.

Han er vores alle sammens helt og New Yorks beskytter. Lige meget om du er superhelte fan eller ej, så er det så fedt at se Spider-Man for første gang svinge sig mellem skyskraberne han kender så godt og den nye Spider-Man fase med Tom Holland bag den ikoniske maske, har bibeholdt det unikke forhold mellem by og superhelt som aldrig vil forsvinde.

Så… Næste gang du er i New York så husk at kigge op, du ved aldrig hvad (eller hvem) du får øje på.