Van Gogh: Ved evighedens port

Copyright: SCANBOX

Om at drysse jord i hovedet og at skære sine kropsdele af.

Der er blevet lavet ikke så få film om den verdenskendte impressionistisk maler Vincent Van Gogh. Film lige fra Vincente Minnelli’s ’Lust for Life’ til Dorota Kobiela’s animerede ’Loving Vincent’ forsøger at indfange kunsternes liv. Men ingen af disse formår at skildre sansningen af Van Goghs kunst, som Julian Schnabels ’Van Gogh: Ved evighedens port’ gør.

Schnabels udgave er ikke bare et intenst portræt af en kunstner, som i sin tid ikke blev anerkendt af sin omverden, men det er også en interessant undersøgelse af, hvordan kunst skabes, opfattes og forstås. Et blik som instruktør og kunstner Schnabel selv har helt inde på livet, og som også gør sig gældende i filmens form.

Affektiv rodløshed
”I just wanna be one of them” udtaler Van Gogh (Willem Dafoe) over en sort skærm. Sorte skærme der undervejs efterlader sorte huller i narrativet både for Van Gogh og seeren. Vi møder den lidende kunstner i hans sidste og mest produktive år. De selv samme år hvor han skærer sit øre af og ryger ind og ud af psykologiske institutioner. Men det vigtige er ikke en biografisk fortælling om kunstnerens liv, men en sanselig oplevelse af kunsten i sig selv.

Vi har at gøre med en klassisk fortælling om geniet, der ikke passer ind i sin tid, og som ikke oplever verden som andre gør det. Altså prøver filmen heller ikke at være sandfærdig, men den forsøger at skabe de følelser og de indtryk, som også kunsten skaber. Kunst skal males i affekt og skal opstå impulsivt.

Æstetisk sansning
Van Goghs rodløshed kommer til syne igennem et lige så rastløst håndholdt kamera, der indgående studerer kunstneren fra hans udtrådte sko og op til hans dybe furede ansigt. Hans impressionistiske tykke penselstrøg gør sig filmisk gældende via maleriske og hurtige klip, der viser hans flugt ud i naturen. En flugt fra sine egne tanker, og en jagt på en sindstilstand – en kunstskabelse.

Copyright: SCANBOX

Akkompongeret med hjerteskærende klassiske toner, viser penselstrøgene Van Goghs vej mod et kunstnerisk projekt. Det handler om at vise og dele ud af den verden, som han selv oplever og ser. Filmen er et æstetisk eksperiment; den vil vise livet igennem hans kunst. Gennem den stil, som han selv skabte. Et træk der gør, at netop denne film skiller sig ud fra så mange andre om samme emne.

Intens karakterskildring
Willem Dafoe er en intens Van Gogh, og jeg køber både Van Goghs og filmens artistiske projekter. Kameraet er helt oppe i hovedet på hovedkarakteren, og fokus er på ansigtets detaljer og fremtræden, som når kameraet eksempelvis drejer sig rundt om Van Gogh hoved, så han forekommer skæv og forvredet.

Jo længere vi kommer ind i Van Goghs kunstneriske projekt, jo længere kommer vi helt ind i hans hoved og i den måde, han opfatter sin omverden på. Vi ser med hans øjne, når gule filtre overtager skærmen, når billedet sløres og forskydes, og stemmerne falder sammen. Og vi føler med hans krop, når han drysser jord i sit hoved og løber lykkeligt over markerne i den franske natur.

’Van Gogh: Ved evighedens port’ er en kunstnerisk lækkerbisken, der leger med filmens æstetiske virkemidler og lader det mest enestående ved Van Gogh stå tilbage: nemlig hans helt særlige og sanselige kunst.