Paola Cortellesi debuterer som instruktør med et enestående italiensk efterkrigsdrama. Med sig selv i hovedrollen som den underkuede husmor Delia, viser Cortellesi, hvordan alvorstunge temaer kan behandles legende let, uden at filmen knækker.

Delia er gift med Ivano (Valerio Mastandrea). Deres tre børn, Marcella (Romana Maggiora Vergano) i den giftedygtige alder og hendes to småbrødre, kan mærke, når det er tid til, at far skal slå mor. Da fortrækker de sig instinktivt til deres fælles værelse i familiens lille kælderlejlighed.

Vi, der bliver tilbage med ægteparret, forskånes for så vidt også for volden, idet seancen udføres som en grotesk danseduet mellem de to. Cortellesis greb er både kynisk og komisk, og fungerer overraskende godt. 

Volden er en fast del af Delias tætpakkede hverdag. Udover det huslige arbejde, har hun travlt med diverse sidegesjæft for at tjene lidt ekstra til familien. Hun passer også sin gamle svigerfar, der ikke lader en mulighed for at gramse lidt på svigerdatteren gå forbi. 

Svigerfar belærer desuden sin søn, Ivano, om, at man ikke bør slå sin kone for ofte, for så vænner hun sig bare til det. Næh, man skal hellere slå hende sjældnere og hårdere, ja mere voldsomt, for så forlader frygten hende ikke. Man fornemmer med andre ord hurtigt, hvem Ivano har sit forskruede kvindesyn fra. 

Og det, kvindesynet, er filmens centrale akse. Omkring den drejer andre eviggyldige tematikker som kærlighed og transgenerationelle mønstre.

Det der med æblet og stammen

Marcella lægger ikke skjul på, at hun afskyr sin mor, fordi hun ikke siger fra over for faren. Men hun har tilsyneladende ikke øje for, hvor nemt hun selv kunne ende i samme situation.

Så da Marcella er ved at kaste sig i armene på den forkerte, er det Delia, der må tage affære. Spændingen mellem de to giver filmen nerve, og man kan ikke undgå at sympatisere stærkt med dem begge. 

Det bliver tydeligt for Delia, at hvis hun ønsker et andet liv for sin datter, må hun starte med at ændre sit eget. Spørgsmålet er bare hvordan.

En genfunden gnist mellem Delia og ungdomskæresten Nino (Vinicio Marchioni) lyser som et håbets fyrtårn for et bedre liv. Men kan det virkelig passe, at hendes eneste mulighed er at hengive sig til en anden mand? 

Det synes oplagt, men virker samtidig tæt på selvmodsigende. Cortellesi kommer elegant omkring dette klassiske paradoks, og viser at mobilisering og sammenhold blandt kvinder er den eneste vej frem.

Patriarkatet er en dukkefører

Med afsæt i Delias skæbne tegner Cortellesi konturerne af nogle dybere, strukturelle problematikker i det patriarkalske samfund, og hun gør det yderst elegant. Hendes streg er skarp og ironisk, som en karikatur, og munder ud i en slags filmisk galgenhumor. 

Fordi Delias situation ikke fremstilles som exceptionel, men derimod skræmmende normal, kiler filmen sig ind i det universelle. Den indforståethed, der hersker blandt de lokale italienske kvinder, er pinefuld, men den vidner om et håbefuldt sammenhold.

Nok er filmen i sort-hvid, men den er samtidig hypermoderne i sit udtryk. Den er morsom og medrivende. Med kommenterende soundtracks fremstår karaktererne nærmest som dukker, der føres af en usynlig patriarkalsk hånd. Sangene afspejler således de tanker og følelser, karaktererne har, uden at det tipper over i musicalgenren. 

Cortellesis lige blandingsforhold mellem moderne greb og efterkrigstidens æstetik og kontekst bliver i sig selv en kommentar på kvindekampens eviggyldighed. Men med sin geniale og overraskende slutning vidner den om håb i horisonten.